København, 10/10/2022 - 12:57
TV 2 afslører: Det sker der i ny Tinka-julekalender
Årets julekalender på TV 2 bliver et gensyn med nissepigen Tinka. Nu løfter TV 2 sløret for nye skuespillere og detaljer om handlingen.
Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Af: Af Anna Rie Christensen, Ritzau Fokus
Mange har ventet spændt, siden det kom frem, at TV 2 var på vej med tredje kapitel i fortællingen om Tinka.
Julekalenderen, som sendes på kanalen fra 1. december, bærer navnet "Tinka og sjælens spejl".
Da tv-seerne sidst så noget til nissepigen, indførte hun folkestyre i Nissernes Rige i form af et råd kaldet Samlingen.
Her skulle repræsentanter fra rigets regioner og et menneske sammen bestemme.
Det er dog ikke gået helt efter planen for Tinka, kan TV 2 nu afsløre i en pressemeddelelse.
Den nye styreform fungerer ikke, som hun havde forestillet sig, og hun begynder derfor at tvivle på sine evner til at lede nisserne.
Og så sætter Ingi - spillet af Ellen Hillingsø - hende på sporet af en familiehemmelighed, lyder det.
I rollen som Tinka ses endnu en gang Josephine Chavarria Højbjerg. Også Albert Rosin Harson vender tilbage som Lasse, ligesom der er gensyn med skuespillere som Hadi Ka-koush, Christian Tafdrup og Neel Rønholt.
Blandt nye navne på rollelisten finder man Henrik Koefoed og Anna Haarup Munch. TV 2 melder dog ikke noget om, hvilke roller de skal spille.
Det var i 2017, at danskerne for første gang stiftede bekendtskab med Tinka i julekalenderen "Tinkas juleeventyr".
Den blev et hit, og to år senere stod programmet endnu en gang på en tur til Nissernes Rige i "Tinka og kongespillet".
Tredje omgang af den populære julekalender byder på et gensyn med både samlekort og de såkaldte Tinka-nissehuer, som kommer i butikkerne i november.
Ventetiden til 1. december kan føles lang. Til de meget utålmodige har TV 2 dog sørget for, at det bliver muligt at forberede sig grundigt på de nye afsnit.
De to første Tinka-julekalendere kommer nemlig på TV 2 Play, hvor de kan ses fra 1. november.
/ritzau/