Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/02/2026 - 21:31

Dansk toppar taber klart og misser tysk semifinale

Kineserne Liu Yi og Chen Boyang sejrede ganske komfortabelt over danskerne Kim Astrup og Anders Skaarup.

Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Den danske badmintondouble med Kim Astrup og Anders Skaarup jagtede fredag aften en semifinaleplads ved German Open, men var reelt langt fra.

Det danske toppar tabte kvartfinalen med 0-2 til kineserne Liu Yi og Chen Boyang med cifrene 13-21, 12-21.

Der bliver dog dansk islæt ved semifinalerne i den tyske turnering.

Den danske mixeddouble med Christine Busch og Mads Vestergaard strøg således fredag i semifinalerne efter en sejr på 2-0 i sikker stil over skotske Julie Macpherson og Alexander Dunn.

I lørdagens semifinale venter Gloria Emanuelle Widjaja fra Indonesien og Yong Kai Terry Hee fra Singapore.

Til gengæld blev kvartfinalerne også endestationen for singlespilleren Line Christophersen.

Danskeren tabte tidligere fredag i to sæt til kinesiske Zhi Yi Wang med cifrene 14-21, 19-21.

German Open er en Super 300-turnering og dermed en af de mindre på badmintonsportens World Tour.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek