Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

München, 15/02/2026 - 11:04

EU-chef fornemmer ikke parathed til at give dato for ukrainsk medlemskab

Prioriteten er at vise, at Ukraine er en del af Europa, siger Kaja Kallas ved sikkerhedskonference.

Thomas Kienzle/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Et medlemskab af EU står højt på den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyjs ønskeliste.

Men EU's udenrigschef, Kaja Kallas, fornemmer ikke, at medlemslandene er parate til at give Ukraine en konkret dato for, hvornår det krigsramte land kan blive medlem.

Det siger hun søndag under en paneldebat ved en sikkerhedskonference i München i Tyskland.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Min fornemmelse er, at medlemslandene ikke er klar til at give en konkret dato, siger Kaja Kallas.

- Der er meget arbejde, der skal gøres, og så er prioriteten og det presserende behov at handle og vise, at Ukraine er en del af Europa, lyder det videre.

Ukraine ansøgte om EU-medlemskab i slutningen af februar 2022 - få dage efter at Rusland invaderede nabolandet. Siden fik Ukraine status som kandidatland.

I januar fastslog EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, at et EU-medlemskab skal udgøre en del af sikkerhedsgarantierne efter en fredsaftale.

Imens har Ungarn under premierminister Viktor Orbán hidtil blokeret for Ukraine.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek