Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

30/11/2024 - 10:00

Forvandl klementinskrællerne til lækker konfekt eller julet snaps

Skræl fra klementiner gør sig både godt som sød snack og som ingrediens i en krads gibbernakker.

Liz Hafalia/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

I stedet for at smide skrællerne fra vinterens klementiner i skraldespanden, kan du lade dem forkæle dine smagsløg.

Så længe klementinskrællen er økologisk og dermed uden rester fra sprøjtegifte, gør den sig nemlig godt til det meste, mener kok og kogebogsforfatter Louisa Lorang.

- Økologisk revet klementinskal kan ligesom appelsinskal bruges i dressinger til salater eller i en varm æbletoddy, siger hun.

Louisa Lorang foreslår, at du kandiserer klementinskrællerne.

Skær dem ud i halvtykke strimler, læg dem i en gryde med koldt vand, som du koger op. Hæld vandet fra, og fyld op med friskt, koldt vand, som du igen koger op med klementinstrimlerne i.

- Det gentager du i alt tre gange for at få den værste bitterhed ud, fortæller hun.

Bland nu en sukkerlage bestående af lige dele vand og sukker, som du koger klementinstrimlerne i, til de bliver gyldne. Herefter kan du vende dem i sukker, før de lægges til tørre på en rist eller noget bagepapir.

- Hvis du gerne vil overtrække dem med chokolade, skal de lige tørre et par dage på en rist. Men hvis man bare vil vende dem i sukker, kan man gøre det med det samme, og så har man en slags hjemmelavet slik, siger Louisa Lorang, der selv serverer kandiserede citrusskaller som en del af konfektbordet til jul.

- Det er den perfekte konfekt, når man lige får lidt for meget kvalme over nougat. Så kan man snuppe lidt sukkerkandiseret klementin.

En anden mulighed er at confitere skrællerne. Det plejer Thomas Thorius, der er kok og divisionschef hos Jespers Torvekøkken og har specialiseret sig i at reducere madspild, at gøre.

- Du kan bruge dem til ost og kager. De bliver søde, og konsistensen bliver lidt som vingummi, siger han.

Skær igen skrællerne ud i tynde strimler, og blancher dem to til tre gange i saltet vand.

Herefter laver du en sukkerlage af en deciliter appelsinjuice og en deciliter sukker. Lagen hældes over klementinstrimlerne i et skoldet patentglas, som skal have lov til at stå i minimum 12 timer.

Konfekt og confit kan du eventuelt skylle ned med et lille glas hjemmelavet orange snaps. Den kan du nemlig også bruge klementinskræller til, fortæller Thomas Thorius.

- Klementinskrællerne giver en orangesmag lidt ligesom appelsin, fortæller han.

Du laver snapsen ved at lægge skræller fra en til to klementiner ned i en flaske vodka. Tilsæt også gerne nelliker og kanel for at gøre den endnu mere julet. Lad nu snapsen stå og trække i en uge til 14 dage.

- Du kan snyde lidt og halvere tiden ved at stille snapsen på en radiator. Farven trækker hurtigere ud, og der bliver hurtigere åbnet for de æteriske urter i skallerne, når den får noget varme, fortæller Thomas Thorius.

/ritzau fokus/

Basel, 16/05/2025 - 06:00

Grandprixgeneral i tårer: Vi har kæmpet så hårdt

Martin Meissner/Ritzau Scanpix

DR's grandprixstrategi er endelig lykkedes. Danmark står i sin første Eurovision-finale siden 2019.

Endelig lykkedes DR's grandprixstrategi: Danmark er klar til sin første Eurovision-finale siden 2019, efter at Sissal imponerede seerne med "Hallucination".

DR's grandprixboss, Erik Struve Hansen, er rørt til tårer.

- Jeg er utroligt glad. Jeg er megastolt af Sissal og af det hold, der har fået det til at ske, og af at Danmark endelig er i den finale, siger han.

- Jeg synes virkelig, det er forløsende, efter at der er blevet kæmpet så hårdt.

Erik Struve Hansen er også en tydeligt lettet mand, som han står der i St. Jakobshalle i den schweiziske storby Basel, hvor årets Eurovision afholdes.

Danmark er det land, der har misset finalen flest år i streg.

Efter fire års finalefadæse iværksatte DR i 2023 en ny grandprixstrategi: kærlighed ved første lyt og en stærk performance visuelt og vokalt.

Til sidste års Eurovision var Saba og nummeret "Sand" valgt ud fra netop de parametre. Men også der løb håbet om en finaleplads ud som sand imellem fingrene.

Dengang var Erik Struve Hansens øjne også blanke.

I år er det af glæde.

- Vi har knoklet, nærmest fra at sidste års Eurovision var slut, for at finde ud af: Hvad gør vi nu? Hvordan får vi vendt skuden, så vi kommer i den finale?, fortæller han.

DR har fastholdt strategien. Derudover har public service-stationen skruet op for indsatsen på de sociale medier.

Nu er det endelig lykkedes, og med målsætningen nået skal der sættes nye.

- Selvfølgelig kæmper vi da nu for at klare os så godt som overhovedet muligt i den finale, siger Erik Struve Hansen.

Om så godt som overhovedet muligt er en sejr, har grandprixgeneralen endnu ikke afgjort.

- Nu har der været den kæmpe udfordring med at komme i finalen. Så vi sætter det næste mål på lørdag. Men vi kommer da til at kæmpe med næb og kløer, for jeg synes virkelig, vi har noget særligt i Sissal, siger han.

Der er plads til 26 lande i Eurovision-finalen. 20 af finalisterne er fundet i to semifinaler afholdt henholdsvis tirsdag og torsdag.

11 lande klarede ikke cuttet og må forlade Eurovision uden mulighed for en sejr.

Seks lande er automatisk kvalificeret: Spanien, Italien, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, fordi de betaler den største del af Eurovision, samt sidste års vindernation, som denne gang er Schweiz.

Danmark har vundet det internationale melodigrandprix tre gange: i 1963 med Grethe & Jørgen Ingmanns "Dansevise", i 2000 med Brødrene Olsens "Smuk som et stjerneskud" og i 2013 med Emmelie de Forests "Only Teardrops".

Eurovision-finalen sendes på DR1 lørdag 17. maj klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 16/05/2025 - 02:39

Danmark bryder Eurovision-forbandelse og går til finale

Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix

Færøske Sissal har med sangen "Hallucination" sikret Danmark en plads i finalen ved Eurovision lørdag aften.

Længe har en forbandelse hvilet over Danmark ved det internationale melodigrandprix, men torsdag aften er den brudt.

Færøske Sissal, som repræsenterer Danmark ved Eurovision 2025 med sangen "Hallucination", går videre til finalen lørdag.

Det står klart efter den anden semifinale, som er blevet afholdt i den schweiziske by Basel torsdag aften.

Danmark har ellers ikke kvalificeret sig til en Eurovision-finale siden 2019 og er dermed det land, der har deltaget i det internationale melodigrandprix flest år i træk uden at nå finalen.

Men nu er Danmark blandt de ti lande, der torsdag aften har sikret sig en finaleplads. I alt har 16 lande været på scenen torsdag i den anden semifinale.

Udover Danmark har også Litauen, Israel, Armenien, Østrig, Luxembourg, Finland, Letland, Malta og Grækenland booket billet til finalen torsdag.

Den 30-årige færøskfødte sanger Sissal var på scenen med en hel ny og strømlinet optræden, efter at det show, hun stillede op med i Dansk Melodi Grand Prix, blev kritiseret for at mangle en rød tråd.

Hun begyndte "Hallucination" i en fluffy jakke, som hun siden smed, så hun stod tilbage i et glimtende blåt bodysuit.

Da hun havde sunget sidste strofe, lagde hun hånden på brystet og takkede Europa.

- Jeg har det skidegodt!, lød det fra hende, lige da hun havde forladt scenen, afslørede DR i en video optaget backstage.

- Som vokalist synes man altid, at man kan gøre det bedre. Men jeg er så tilfreds.

Det er DR også.

Efter en stribe år uden en finaleplads iværksatte public service-stationen i 2023 en ny grandprixstrategi om kærlighed ved første lyt og en stærk performance visuelt og vokalt.

I år er strategien slået igennem, og Sissal er nu klar til lørdagens grande finale, hvor vinderen af Eurovision 2025 findes.

Årets semifinale begyndte "down under" med de grandprixglade australiere, der i 2015 blev inviteret med i konkurrencen. I år var kænguru-kontinentet repræsenteret af Go-Jo, som stillede op med "Milkshake Man".

Israels deltager, Yuval Raphael, var en af aftenens sidste sangere og gennemførte sit nummer, "New Day Will Rise".

Under generalprøven tidligere på dagen afbrød propalæstinensiske demonstranter hende med piften, buhråb og fløjter.

Det var finske Erika Vikman, som sluttede semifinalen af med sin orgasmesang, der bærer den tyske titel "Ich komme".

Sangen er godkendt af European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision.

Sådan gik det ikke for Malta, der var på scenen med "Serving".

Oprindeligt hed sangen, som synges på engelsk, "Serving Kant". "Kant" er maltesisk for "at synge". Men EBU beordrede teksten ændret, fordi det lød som "cunt". Et engelsk ord, der kan blive brugt nedladende om kvinders kønsorgan.

Der stiller så mange lande op i Eurovision, at grandprixet må afvikles over to semifinaler inden finalen.

Tirsdag fandt første semifinale sted. Her gik Kaj, som repræsenterer Sverige, videre med saunasangen "Bara Bada Bastu".

Satiretrioen er også foreløbige favoritter til at vinde hele baduljen.

Finalen fuldendes af Spanien, Italien, Storbritannien, Frankrig og Tyskland, som er automatisk kvalificeret, da de betaler den største del af gildet. Også sidste års vindernation - denne gang Schweiz - får altid en finaleplads.

Eurovision-finalen sendes på DR1 lørdag 17. maj klokken 21.00.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 15/05/2025 - 10:00

FAKTA: Syretilbageløb i spiserøret

* Både halsbrand og sure opstød går under den samlede betegnelse reflukssygdom (syretilbageløb i spiserøret).

* Man skal straks søge læge ved brystsmerter (som eneste symptom), synkebesvær eller synkesmerter.

* Den typiske behandling er livsstilsændringer, syreneutraliserende medicin eller syrepumpehæmmere, der nedsætter mavesyreproduktionen.

* Man kan selv nedsætte symptomerne ved hjælp af vægttab, hvis man er overvægtig. Hvis det primært påvirker en om natten, kan man hæve sengens hovedgærde og undgå måltider tre timer før sengetid.

* For nogle kan det hjælpe at mindske indtaget af fødevarer og drikke, der giver symptomer, undgå forstoppelse og store måltider.

Kilde: Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 15/05/2025 - 10:00

Sådan mindsker du halsbrand og sure opstød

Paul Ellis/Ritzau Scanpix

Halsbrand og sure opstød kan mindskes ved et lavere BMI, mindre oppustethed og mindre stress. Samtidig kan medicin være med til at reducere ubehagelighederne.

Det kan være meget ubehageligt at være plaget af enten halsbrand eller sure opstød. De to symptomer har begge at gøre med mavesyren, men kan føles forskellige.

Det fortæller Anne Lund Krarup, der er mave-tarmlæge og forskningsansvarlig overlæge i Akut- og Traumecenter på Aalborg Universitetshospital.

- Hvis der er noget mad, der er kommet ned i mavesækken, men smutter tilbage op i spiserøret, så kan det komme op til munden som et surt opstød. Men hvis det ikke kommer hele vejen, så begynder det at brænde, eller mærkes slet ikke, siger hun.

Ved halsbrand oplever man en brændende fornemmelse inde bag brystbenet.

- Det er det, allerflest har, når der er syre, som løber op i spiserøret, fortæller hun.

Der er mange myter om, hvordan madvarer, drikkevarer og livsstil kan påvirke halsbrand og sure opstød. De fleste har dog ikke særlig meget evidens.

- Men ved et højt BMI har man større risiko for sure opstød, halsbrand eller begge dele, siger Anne Lund Krarup.

Også gravide kan være påvirkede, fordi graviditeten giver et øget tryk på maven.

Jens Gram, der er administrerende direktør hos Aarhus Osteopati, er enig i denne betragtning og tilføjer:

- Hvis man har et øget pres i bughulen grundet oppustethed, øger det presset opad på mavesækken. Det kan presse den op mod mellemgulvet, så spiserørets lukkemuskel ikke fungerer optimalt, siger han.

Generelt er det en god idé at tygge maden roligt, ikke at overspise eller indtage for meget væske. Og så skal man sørge for at bevæge sig, hvis man føler sig oppustet.

- Hvis man er meget spændt i brystkassen og mellemgulvet, kan det lukke sig ned over mavesækken, så lukkemusklens funktion ikke er optimal, hvilket kan resultere i, at mavesyren kan passere til spiserøret, siger han.

Der kan være flere årsager til, hvorfor man kan være stiv i mellemgulvet.

Ved øget stress over en længere periode kan det ændre vejrtrækningen til at blive mere overfladisk.

- Det kan resultere i en mere inaktiv mellemgulvsmuskel. Man kan spænde mere i maven og mellemgulvet, der over tid kan skabe øget stivhed, siger Jens Gram og fortsætter:

- KOL, astma og meget stillesiddende arbejde kan også give ændringer i vejrtrækningsmønsteret, hvilket kan øge spændingerne af mellemgulvet.

Det kan i længden være farligt, hvis spiserørets lukkemuskel ikke fungerer optimalt, da det er den, der normalt hindrer mavesyren i at løbe op i spiserøret.

- Spiserøret er ikke lavet til at få mavesyre op i sig. Syren kan over tid nedbryde vævet i spiserøret og give skader, siger han.

Anne Lund Krarup fortæller, at der findes flere typer af medicin, hvis man er meget plaget af halsbrand og sure opstød. En af typerne er en base, der fås som tabletter i supermarkeder og apoteker.

- Dem spiser man med det samme, og de neutraliserer syren. De svarer i princippet til at drikke et stort glas mælk, selv om sugetabletter har nemmere ved at blive i spiserøret end mælk, der nemmere løber igennem, siger hun.

De virker på det, der lige er rendt op i spiserøret. Men hvis man har en mavesæk, der hele tiden sender noget op i spiserøret, skal man have syrehæmmende medicin, som holder pH-værdien nede i mavesækken.

- I håndkøb på apoteket kan man købe lansoprazol, omeprazol og pantoprazol. Det er de tre mest hyppige præparater i Danmark, siger Anne Lund Krarup.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek