Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/05/2026 - 13:30

Streaming trækker Disney-regnskab op

Disneys indtægter fra streaming af serier og film steg med 13 procent det seneste kvartal.

Patrick T. Fallon/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Underholdningskoncernen Disney rammer tilsyneladende plet, når det gælder indholdet af selskabets streamingtjenester med film og serier, Disney+ og Hulu.

Det er i hvert fald lykkedes at hæve omsætningen på dette område med 13 procent hen over det seneste år, hvis man sammenligner det seneste kvartal med samme periode sidste år.

Derfor er streamingdivisionen også medvirkende til, at selskabets samlede omsætning steg med syv procent.

Også driftsoverskuddet steg fra 4,4 milliarder dollar til 4,6 milliarder dollar.

Streamingtjenesterne er en del af Entertainment-divisionen, der blandt andet også omfatter filmstudierne Pixar, Marvel Studios, Lucasfilm og 20th Century.

Her steg driftsresultatet med seks procent, hvilket var ét procentpoint bedre end forlystelsesparkerne, krydstogsskibene og merchandise-salg i Experiences-divisionen, hvor stigningen udgjorde fem procent.

Til gengæld gik det den anden vej for Sports-divisionen, der hovedsageligt dækker over tv-stationen ESPN.

Her faldt driftsresultatet med fem procent, blandt andet på grund af højere udgifter til sportsrettigheder og markedsføring.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek