København, 22/04/2025 - 15:50
Badminton Danmark sammensætter nye damedoubler
Efter flere karrierestop har Badminton Danmark sammensat tre nye damedoubler.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Efter Sara Thygesen og Maiken Fruergaards stop på topplan har Badminton Danmark nu sammensat tre nye damedoubler, man vil satse på fremover.
Det skriver forbundet tirsdag på sin hjemmeside.
Natasja Anthonisen dannede med succes og blandt andet en EM-sølvmedalje til følge par med Fruergaard siden efteråret, men efter sidstnævntes stop har hun fået ny makker.
Det bliver Amalie Cecilie Kudsk.
Kudsks tidligere makker, Signe Schulz, bliver i stedet parret med talentet Simona Pilgaard, mens Kathrine Vang og Mette Werge udgør tredje par.
De tre par skal nu forsøge at klatre op ad verdensranglisten.
- Vi er i en udviklingsproces med kategorien, og vi vil derfor kontinuerligt sikre os, at de bedst mulige rammer er opsat for hvert enkelt par og de respektive spillere.
- Derfor optager vi ingen yderligere damedoublespillere for nuværende, foruden Natasja Anthonisen, som er optaget i forvejen, da vi vil se tiden an i denne proces. Vi ser meget optimistisk frem mod det næste år med de tre par, elitechef Jens Meibom.
Aktuelt er 30-årige Julie Finne-Ipsen og 32-årige Mai Surrow den højest rangerede danske damedouble på verdensranglisten som nummer 29. De stoppede dog begge karrieren efter en kvartfinale ved EM i april.
/ritzau/