København, 24/01/2026 - 12:11
Pladsmangel smadrer dansk speedskaters OL-drøm
Philip Due Schmidt kommer på grund af en beslutning i Det Internationale Skøjteforbund ikke til OL.
Imago/Douwe Bijlsma/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Speedskateren Philip Due Schmidt troede, at han skulle bruge februar på at konkurrere til vinter-OL. Men det skal han ikke.
I sidste uge så det ellers ud til, at han i allersidste forsøg havde klaret det sidste kvalifikationskrav, og på Instagram fejrede han, at OL-drømmen var gået i opfyldelse.
Dansk Skøjte Union havde sågar indstillet til Danmarks Idrætsforbund, som fungerer som den olympiske komité i Danmark, at Philip Due Schmidt skulle udtages.
Men på grund af en beslutning i Det Internationale Skøjteforbund (ISU) kommer den danske hurtigløber ikke på den olympiske is i Norditalien. Det oplyser Dansk Skøjte Union lørdag i en pressemeddelelse.
Helt konkret er problemet, at for mange speedskatere har klaret kravene.
Ifølge Dansk Skøjte Union må ISU sende 164 atleter til OL, og hvis antallet af kvalificerede atleter overstiger 164, "vil ISU bortskære kvotepladser fra de nationer, der har de sidst kvalificerede på de enkelte distancer", lyder det.
Og det går altså ud over Philip Due Schmidt.
- Jeg føler mig overvældet og anser det virkelig uetisk og usportsligt, at jeg bliver frataget mit OL efter at have opfyldt alle sportslige krav, siger Philip Due Schmidt i pressemeddelelsen.
Philip Due Schmidt skal konkurrere søndag og har derfor ikke yderligere kommentarer til situationen før mandag.
I Dansk Skøjte Union har man tænkt sig at granske fordelingen af kvotepladser og de udtagne atleter, når man får adgang til de relevante lister.
- Vi er meget kede af at miste en kvoteplads, og at en af vores atleter således kan blive frasorteret, til trods for at han har opfyldt alle krav for deltagelse ved OL.
- At ISU fratager atleter deres OL-plads, en uge før OL går i gang, er helt urimeligt, siger formand for Dansk Skøjte Union Camilla Lyngsø i pressemeddelelsen.
/ritzau/




