København, 05/05/2025 - 12:26
Salling får grønt lys af EU til baltisk milliardopkøb
Købsaftale mellem Salling Group og svenske ICA til flere milliarder kroner er godkendt af EU-Kommissionen.
Af: /ritzau/
EU-Kommissionen har godkendt Salling Groups opkøb af den baltiske dagligvarekæde Rimi Baltic.
Det skriver Salling Group i en pressemeddelelse.
Ifølge koncernen er handlen den største i Salling Groups historie. Prisen er opgjort til 1,3 milliarder euro. Det svarer til omkring 9,7 milliarder kroner.
Administrerende direktør Anders Hagh kalder det "en stor dag".
- Rimi står finansielt stærkt, men sammen har vi naturligvis ambitioner om mere i både Estland, Litauen og Letland.
- Vi vil styrke markedspositionen ved at skabe nye og endnu bedre indkøbsoplevelser, blandt andet gennem nye butikker i alle tre lande, lyder det fra Anders Hagh i pressemeddelelsen.
Rimi havde sidste år en omsætning på 1,9 milliarder euro og et driftsresultat på 74 millioner euro.
Kæden omfatter alt lige fra små butikker til store hypermarkeder, lige som Rimi også har en e-handelsplatform. I alt har Rimi Baltic 314 butikker i tre lande fordelt på fire kæder.
Det er den svenske dagligvarekoncern ICA, der sælger. ICA var med til at stifte Rimi i 2004, men nu vil svenskerne fokusere på det svenske marked.
ICA og Salling Group nåede i marts til enighed om den købsaftale, som nu er blevet godkendt af EU-Kommissionen.
Tilbage venter nu kun selve overdragelsen af virksomheden. Det ventes ifølge Salling at ske 2. juni i år.
Med opkøbet vil Salling Group være til stede i seks lande med næsten 2100 butikker og 70.000 ansatte.
/ritzau/