Aabenraa, 12/05/2026 - 15:42
Kvinde sigtet for vold ved at kaste æg mod tilfældige
I april blev æg kastet mod folk i Aabenraa og Løjt Kirkeby. En kvinde er i den forbindelse sigtet for vold.
Af: /ritzau/
Politiet mener, at det var en yngre kvinde, der i slutningen af april kastede æg mod tilfældige personer i byerne Løjt Kirkeby og Aabenraa.
Mandag blev en 22-årig kvinde fra lokalområdet anholdt i sagen, og vurderingen er, at det er voldshandlinger at kaste med æg. Derfor er hun sigtet for vold og forsøg på vold.
Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag.
Efter anholdelsen mandag blev kvinden afhørt og derefter løsladt. Selv om hun er på fri fod, opretholdes sigtelsen mod hende.
I alt har politikredsen modtaget fem anmeldelser om æggekast. De pågældende episoder er ikke beskrevet i pressemeddelelsen, og det er derfor uvist, hvor og hvornår de nærmere fandt sted, og hvor mange der er blevet ramt.
Dog har jv.dk tidligere omtalt to episoder. Her blev der kastet æg fra en bil.
- En anmelder har været ude at gå, og i den forbindelse kører der en VW - muligvis Polo eller Golf - forbi i farven grå, med mørke ruder og ukendt registreringsnummer, og herfra kaster man så æg efter anmelderen, som blev ramt på armen og har ret ondt, sagde politikommissær John Christiansen tidligere til jv.dk.
Det var om aftenen mandag den 27. april. Senere samme aften blev der kastet æg ud af en bil af mærket Suzuki Swift, der kørte forbi en person i høj fart. Ægget blev kastet fra passagervinduet, har jv.dk berettet.
Det fremgår ikke, hvad der har ledt politiet på sporet af den pågældende kvinde, men i pressemeddelelsen takker politikommissær Chris Thorning Vesterdal borgerne for de henvendelser, de er kommet med.
De indgår i efterforskningen, oplyser han.
Politiet vil netop af hensyn til efterforskningen ikke oplyse yderligere om sagen.
Det er ikke første gang, at nogen sigtes for vold ved at kaste med æg. I marts 2022 blev en kvinde eksempelvis sigtet for vold ved at have kastet æg på to medarbejdere i Holbæk Kommune. Det skrev TV2 Øst.
I 2013 blev en 50-årig mand ifølge sn.dk desuden idømt 40 dages betinget fængsel og vilkår om samfundstjeneste for i 19 tilfælde at have kastet æg mod sin nabo, en 80-årig kvinde. Årsagen var, at han var træt af den larm og os, der kom, når naboens avis blev leveret af et bud på knallert, skrev sn.dk.
/ritzau/




