Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 05/07/2025 - 14:28

Politi: Trods fodboldvold og tyverier var festival usædvanlig rolig

Politibetjente måtte rykke ud til sammenstød mellem fodboldfans, men ellers var festival rolig, lyder det.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Årets Roskilde Festival tegner til at blive en af de roligere i festivalens historie.

Sådan lyder det fra Søren Danielsen, vicepolitiinspektør ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Han er ansvarlig for afviklingen af festivalen i politiets regi.

- Det har været mere fredeligt end normalt. Det er de samme kriminalitetsformer, men i år har det været mere stille, end det har været i flere år, siger han.

Han forklarer den rolige festival med blandt andet vejret.

- Hvis det er dårligt vejr i alt for lang tid, bliver lunten kortere. Der har været et godt tempereret klima hele festivalen igennem, siger Søren Danielsen.

Festivalgæsterne har i år både haft solrige dage med over 30 grader og vådere dage med byger og lyn.

Festivalens sidste dag, lørdag, begyndte våd, men kun få dryp ser ud til at regne ned over Dyrskuepladsen dagen ud.

Med den halve dag tilbage af festivalen kan politiet se, at der er løbet langt færre anmeldelser ind end tidligere set, fortæller vicepolitiinspektøren.

De forbrydelser, som politiet har fået anmeldelser om, handler om tyveri, vold, narko og sædelighedsforbrydelser.

Sædelighed dækker blandt andet over blufærdighedskrænkelser og voldtægter.

Politiet vil ikke oplyse antallet af anmeldelser, og hvilke former for sædelighedsforbrydelser der er blevet anmeldt under festivalen.

- Det efterforskes stadig, så det er for tidligt at sige, hvor mange sager vi har af den karakter. Det ved vi først, når vi engang er færdig med festivalen, og har fået dem efterforsket færdig, siger Søren Danielsen.

Natten til lørdag blev en 37-årig tysk mand sigtet for blufærdighedskrænkelser, efter at han havde filmet tissende kvinder på festivalen med et vildtkamera skjult i en skuldertaske.

Han har erkendt forbrydelsen over for politiet.

Politiet har også sigtet en 18-årig mand, som politiet mener var deltager i et sammenstød mellem fodboldfans mandag på festivalens campingområde.

- Det er ikke et mønster, vi ser normalt, at vi har hændelser, der relaterer sig til fodbold. Det er lang tid siden, at vi har set det, siger Søren Danielsen.

Betjente måtte rykke ud tre gange mandag til sammenstød på musikfestivalen, hvor fodboldtilhængere var røget i totterne på hinanden.

- Det var ikke decideret hardcore fodboldfans. Det var nogle med relationer til Brøndby og FCK, der kom op at slås, fortæller Søren Danielsen.

Så vidt han er bekendt med, har der ikke været flere lignende tilfælde, og generelt har det ellers været småt med anmeldelser om vold på årets festival, fortæller han.

- Vi ser lidt vold. Meget lidt vold, set i lyset af at der er knap 130.000 mennesker ude på sådan en plads, siger han.

Noget, som politiet til gengæld får en del anmeldelser om, er tyveri.

Men det er endnu for tidligt at sige noget endeligt om, hvor stort omfanget har været på årets festival, siger Søren Danielsen.

- Der kommer typisk rigtig mange efteranmeldelser. De unge mennesker har ikke tid til det, når de er ude på festivalen. Det er det mønster, vi ser, siger han.

/ritzau/

København, 07/07/2025 - 06:00

FAKTA: Svend Prisen afholdes for 21. gang

* Svend Prisen er en prisuddeling, der er blevet uddelt siden 2005. Den afholdes hvert år i Svendborg på Fyn - heraf navnet.

* Der uddeles i alt ni priser i kategorierne: Årets Danske Film, Årets Danske Børne- og Ungdomsfilm, Årets Udenlandske Film, Årets Udenlandske Børne- og Ungdomsfilm, Årets Kvindelige Skuespiller, Årets Mandlige Skuespiller, Årets Håb, Årets Danske Tv-dramaserie og Årets Danske Skuespiller i en Tv-dramaserie.

* Desuden uddeles Juryens Særpris til en debuterende instruktør. Den kommer dog ikke til afstemning, men udpeges af juryen, der består af fagfolk.

* De ti nominerede i kategorien Årets Danske Film fastslås ud fra antal solgte biografbilletter, og herefter vælger en jury de nominerede skuespilpræstationer ud fra disse film.

* Vinderen af de forskellige kategorier vælges af publikum, der kan stemme fra 7. juli til 24. august.

* Derudover udvælges en person til at modtage Årets Hæderspris. Hædersprisen er tidligere blevet modtaget af instruktør Susanne Bier og skuespillerne Ghita Nørby og Lars Mikkelsen.

Kilder: Svend Prisen og Ritzau.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 06:00

Tessa er nomineret til stor pris for sin skuespildebut

Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Årets nominerede til Svend Prisen spænder bredt fra store biografoplevelser til populære tv-serier. Det er publikum, der afgør, hvem der skal vinde.

Hun har høstet anmelderoser for skiftet fra hårdtslående rap til skuespil.

Og nu er den populære rapper Tessa med det borgerlige navn Theresa Ann Fallesen nomineret til Svend Prisen 2025.

Det skriver Svend Prisen i en pressemeddelelse.

Tessa er nomineret som Årets Danske Skuespiller i en Tv-dramaserie for sin debut i TV 2-serien "Løgnen".

Om hun vinder prisen, bliver afsløret den 28. august, hvor den danske filmbranche samles i Svendborg, når Svend Prisen løber af stablen for 21. gang.

I kategorien Årets Danske Film finder man et alsidigt felt fra biograflærredet.

Blandt andet er Tommy Seebach-filmen "Under stjernerne på himlen", fængselsdramaet "Vogter" og den politiske thriller "Mørkeland" nomineret.

Det samme er dramaet "Pigen med nålen", der også var nomineret til en Oscar tidligere på året. Filmen har også sikret sig nomineringer i andre kategorier, da både Trine Dyrholm og Vic Carmen Sonne er nomineret til Årets Kvindelige Skuespiller.

De er oppe imod Jette Søndergaard for filmen "Hjem kære hjem" og Özlem Saglanmak for "Det andet offer".

I år har Svend Prisens jury valgt at uddele Svends Hæderspris til Trine Dyrholm for blandt andet at kunne "bevæge sig fra dyb tragedie til absurd komik med lethed".

I kategorien Årets Mandlige Skuespiller nomineres Anders Matthesen for sin portrættering af Tommy Seebach i "Under stjernerne på himlen".

Albert Rudbeck Lindhardt og Nikolaj Lie Kaas nomineres begge for deres præstationer i "Vejen hjem", mens Jesper Christensen nomineres for sin rolle i ungdomsfilmen "Honey".

I kategorien Årets Danske Tv-dramaserie er der fuld plade til TV 2, der løber med alle nomineringer i kategorien - heriblandt "Løgnen", hvor Tessa medvirker.

Det gør hun blandt andet sammen med Iben Hjejle, der er nomineret i samme kategori som Tessa og desuden skal styre slagtes gang ved uddelingen som vært sammen med Signe Lindkvist.

Prisen er den eneste danske filmpris, hvor publikum bestemmer, hvem der løber med de eftertragtede statuetter - bortset fra Juryens Særpris.

Det er muligt at stemme fra mandag 7. juli og frem til 24. august på hjemmesiden svendfilmfest.dk, hvor alle nominerede kan ses.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 09:00

FAKTA: Køb fra private har dårligere forbrugerbeskyttel

* Når du handler med en privatperson, er du ikke beskyttet af loven på samme måde, som når du handler med en virksomhed. Du kan eksempelvis ikke få en eventuel klage behandlet i et ankenævn.

* Hvis udbyderen af en deleøkonomisk tjeneste er en privatperson, kan du ikke forvente, at vedkommende er forsikret.

* Er tjenesten købt gennem en deleøkonomisk platform, kan du prøve at kontakte platformen, hvis noget går galt.

* Men hvis ikke platformen har en tydelig ansvarsfraskrivelse, kan den i nogle tilfælde gøres ansvarlig, hvis ydelsen ikke bliver leveret eller er mangelfuld.

Kilde: forbrug.dk.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 07/07/2025 - 09:00

Private udbyder oplevelser: Det skal du vide

Henry Nicholls/Ritzau Scanpix

Tjek altid, hvem du handler med, når du køber oplevelser via deleøkonomiske platforme. Dine rettigheder afhænger af, om sælgeren er privat eller en virksomhed.

En cykeltur i København med en lokal eller en vandretur i Alperne med en olympisk atlet. Mulighederne er mange, hvis du vil købe oplevelser gennem en deleøkonomisk platform.

Men du handler ofte med en privatperson, og det betyder, at forbrugerbeskyttelsen som regel er dårligere end ved køb fra en virksomhed, hvis noget skulle gå galt.

Og det bør du være opmærksom på, lyder rådet fra Martin Bruun, der er seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.

- Når man køber noget fra en deleøkonomisk platform, såsom Den Blå Avis eller Airbnb, er det altid vigtigt at finde ud af, om det er selve platformen eller en sælger, man handler med i sidste ende, siger han.

Deleøkonomi er en måde at dele eksempelvis bolig, transport og andet via digitale platforme. Det sker typisk mod betaling.

- Hvis ikke det er den specifikke platform, man handler med, skal det fremgå tydeligt undervejs i købsprocessen. Det er altså ikke tilstrækkeligt, hvis det blot bliver nævnt i aftalevilkårene, siger han.

Også Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen råder til, at du finder ud af, om platformen fraskriver sig ethvert ansvar for de ydelser, der bliver tilbudt gennem platformen. Det har nemlig betydning for dine rettigheder og klagemuligheder, hvis du oplever problemer.

Ifølge Martin Bruun er det et grundlæggende princip i Danmark, at eventuelle uklarheder i aftaler skal komme forbrugeren til gode.

Selv om sælgere på de deleøkonomiske platforme på nettet ofte er privatpersoner, kan du også støde på erhvervsdrivende.

Det kan være en virksomhed, der arrangerer ture, hvis du vil købe en oplevelse.

- Så er der forbrugerbeskyttelse, og man kan eksempelvis kræve at få et afslag i prisen, hvis ikke ydelsen har været som forventet, siger han.

- Der kan være situationer, hvor det vil bero på en konkret vurdering, om der er tale om en erhvervsdrivende. Men det vil typisk være tilfældet, hvis sælgeren er momsregistreret og har et CVR-nummer.

Med rejser og oplevelser gælder det helt generelt, at du skal gøre opmærksom på fejl og mangler med det samme, så arrangøren har mulighed for at afhjælpe eventuelle problemer.

- Oplever man, at en guidet tur ikke lever op til det, man har betalt for, er det derfor en god idé at klage med det samme. Det bedste er at tage det op med en guide, mens turen stadig er i gang, siger Martin Bruun.

Han understreger, at der ikke er noget i vejen med at bruge deleøkonomiske platforme.

Men det kan være fornuftigt at være opmærksom på, hvem du handler med, og hvilke rettigheder du så har, hvis noget skulle gå galt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek