Belgorod, 31/08/2026 - 03:43
Russisk guvernør melder to dræbt i angreb på erhvervsbygning
16 personer er blevet såret i et missilangreb på den russiske by Belgorod, melder guvernør på Telegram.
Af: /ritzau/
To personer er døde, og 16 er såret efter et missilangreb på den russiske by Belgorod tæt på grænsen til Ukraine.
Det melder den fungerende guvernør i Belgorod-regionen Aleksandr Sjuvajev ifølge nyhedsbureauet Reuters på den krypterede beskedtjeneste Telegram.
Han beskylder Ukraine for at stå bag angrebet. Ifølge ham var angrebet målrettet en erhvervsbygning. Han siger videre, at angrebet desuden forårsagede brande i syv lagerbygninger i byen.
Den seneste tid har der været meldinger om angreb på flere lagerbygninger tilhørende onlinehandelsplatformen Wildberries, der er Ruslands svar på Amazon.
Ifølge ukrainske myndigheder udgør Wildberries en del af den infrastruktur, som understøtter Ruslands krigsindsats i Ukraine.
Også Wildberries' største rival, Ozon, har meldt om angreb på sine varehuse.
Nyhedsbureauet AFP har tidligere beskrevet, at lagerbygninger typisk er lettere at ramme end militære installationer. Sidstnævnte har nemlig ofte et omfattende luftforsvar.
Angrebene på Wildberries har allerede medført økonomiske tab for milliarder af dollar.
RITZAU




