Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Herning, 10/05/2025 - 00:11

Ishockeymænd vælger at se fremad efter VM-afklapsning

Danskerne erkender, at de på dagen var oppe imod overmagten mod USA, men har ikke mistet troen på sig selv.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Hvis man forventede nedbøjede danske ishockeyspillere save sig selv og hinanden midtover efter den antiklimatiske åbningskamp ved hjemmebane-VM, blev man hurtigt belært om noget andet.

Spillerne valgte i stedet at lede efter det positive i et 0-5-nederlag til USA i en udsolgt Boxen. De vidste, at kampen kun var den første af syv svære opgaver i det indledende gruppespil.

Intet er for så vidt tabt endnu. End ikke spillernes tro på sig selv, som forwarden Nicklas Jensen erklærede bagefter.

- Hvis vi mister troen på os selv, efter at vi har tabt en ishockeykamp til USA, så bliver det virkelig en lang turnering. Vi troede på, at vi kunne slå dem, og vi kommer til at tro på, at vi kan slå de næste modstandere også.

- Det er ikke noget at ligge søvnløs over. Vi skal op på hesten igen og være klar til i morgen, siger Nicklas Jensen.

Sammenlignet med åbningsfesten og sejren over Tyskland ved hjemme-VM i 2018 manglede oplevelsen fredag aften selvfølgelig en hel del.

Stemningen på tribunerne kom aldrig over stuetemperatur. Men spillerne gav heller ikke publikum meget at arbejde med, erkender backen Markus Lauridsen.

- Den nemmeste måde at få gang i publikum, er jo at score nogle mål. Det formåede vi ikke, desværre. Vi er også nødt til at byde ind med en præstation, der giver publikum noget.

- Vi viste nogle gode takter, vi prøvede, og vi kæmpede. Man kan selvfølgelig ikke være helt tilfreds, når man taber 0-5. Men man skal også være realistisk. Det var en god nation, vi var oppe imod, siger Lauridsen.

Danskerne er generelt tilfredse med indsatsen i første periode, men erkender, at den amerikanske 1-0-scoring i periodens sidste minutter fik stor betydning.

- Luften gik lidt ud af det, da de lavede det første mål. Ved 2-0 og 3-0 blev det op ad bakke, men jeg synes egentlig, at det var en helt okay VM-start med noget at bygge videre på, siger forwarden Mikkel Aagaard.

Han påpeger, at der skal renses ud i de individuelle fejl, hvis holdet skal have en chance mod Schweiz' viceverdensmestre lørdag aften.

- Vi ved godt, at den slags bliver straffet på VM-niveau. Måske skal vi engang imellem spille med lidt mindre risiko. Specielt mod så gode modstandere som USA, for der er ikke råd til at lave de fejl.

- Det er vi nødt til at snakke om inden kampen mod Schweiz, siger Mikkel Aagaard.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek