London, 08/06/2025 - 18:22
Britisk regering vil udvide forbud mod bundtrawl
Havet vil tage uoprettelig skade uden hurtig handling, siger britisk miljøminister før FN's havtopmøde i Nice.
Paul Ellis/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Storbritannien planlægger at forbyde bundtrawl i mere end halvdelen af de beskyttede engelske havområder.
Det skriver den britiske miljøminister, Steve Reed, i avisen The Observer ifølge nyhedsbureauet AFP:
- I morgen (mandag, red.) på FN's havkonference i Frankrig vil jeg bekendtgøre regeringens planer om at forbyde bundtrawl i 41 beskyttede områder i de engelske have, der spænder over 30.000 kvadratkilometer.
Den franske by Nice er vært for FN's havtopmøde, der løber fra den 9. til 13. juni.
Der findes i øjeblikket 93.000 kvadratkilometer beskyttede havområder i engelske farvande.
Omkring 18.000 af disse kvadratkilometer er allerede beskyttede mod bundtrawl - men nu vil regeringen hæve tallet til 48.000.
- Dette vil hjælpe med at bevare sårbart liv under vand og give havbunden mulighed for at komme sig efter skader forårsaget af denne ødelæggende praksis, skriver Steve Reed i The Observer.
Bundtrawl handler om, at tunge fiskeredskaber trækkes hen over havbunden. Det ødelægger ifølge kritikere fiskenes levesteder, skader biodiversiteten og reducerer fiskebestandenes fødegrundlag.
- Vores hav vil tage uoprettelig skade, hvis vi ikke handler hurtigt, lyder det fra den britiske miljøminister.
Verdens ledere samles i næste uge i Nice, hvor de skal tage fat på den tiltagende havkrise, som skyldes overfiskeri, klimaforandringer og forurening.
FN advarer om, at verdenshavene står i en "nødsituation".
- Vi har en forpligtigelse til at handle, for videnskaben er klar, og fakta er på bordet, siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, søndag.
Omkring 60 stats- og regeringschefer forventes at deltage i havtopmødet. Heriblandt Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva.
- Planeten kan ikke længere tåle brudte løfter. Enten handler vi, eller også er planeten i fare, siger præsidenten.
USA's præsident, Donald Trump, som for nylig forsøgte at fremskynde dybhavsminedrift i internationale farvande, forventes ikke at sende en delegation til topmødet.
/ritzau/AFP