Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 06/10/2024 - 08:14

Anmeldelser: Rocklegende var overlegent nærværende i Royal Arena

67-årige Nick Cave gæstede Royal Arena lørdag aften, hvor det meste fungerede, lyder anmeldelser.

Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Der er overvejende positive anmeldelser at finde af den australske rocklegende Nick Caves optræden i Royal Arena.

Han og bandet The Bad Seeds får fem ud af seks stjerner af Politikens kritiker, der lørdag aften forelskede sig i rocklegenden på ny.

67-årige Nick Cave har været aktiv musiker siden 1973, og blandt hans hits er "O Children", "Red Right Hand" og "Into My Arms".

Ifølge avisen var der for publikum ikke andet at gøre end at overgive sig, når den "flamboyante gud" satte arenaen i brand, lyder det i en anmeldelse.

- Hvert et træk, han tog, var nærværende og overlegent, fra det tyste til det himmelstræbende, lyder det.

Jyllands-Postens anmelder kalder Nick Caves præstation for "storladen, vild, forudsigelig og fuldstændig forrygende".

Han valgte at spille stort set alle sange fra sin få uger gamle plade, "Wild God", og det gav mening at udelade ældre hits som "Deanna" og "Straight to You" til fordel for det nye, lyder vurderingen.

Jyllands-Posten kalder pladen for Nick Caves "bedste plade i mange år", men der var også gamle klassikere med fra australierens repertoire.

Med "The Boatman's Call" fra 1997 mindede han publikum om, at han "befinder sig blandt vores tids allervigtigste sangskrivere", skriver Jyllands-Posten.

- Helt uden konfetti og farvestrålende videoproduktioner beviste han, at man stadig kan fastholde publikums opmærksomhed med en god sang, hvilket bestemt ikke er en selvfølge, slet ikke på store spillesteder som Royal Arena.

Nick Cave får også fem ud af seks stjerner af avisen.

Ifølge Ekstra Bladet er Nick Cave dog ikke, hvad han har været. Engang var han bare radikal, skriver avisen.

Og det var særligt nye sange som "Frogs", "Song of the Lake" og "Joy", der ikke engang nåede scenekanten. Materialet var amputeret, og bandet var skramlende.

- Publikum var lige så stillestående som sangene, men de ortodokse tilbedere på forreste række rakte trods alt ud efter idolet til de forbavsende blodfattede toner af "Red Right Hand", lyder det.

Generelt var der ifølge anmeldelsen "mere disko end dynamik i en unødvendigt langtrukken affære på knap to en halv time", og Ekstra Bladets anmelder giver Nick Cave tre ud af seks stjerner.

Nick Cave gæster igen Royal Arena søndag aften.

/ritzau/

København, 16/12/2025 - 08:00

TV 2-kendis: Løsningen er kommet hver gang jeg har tvivlet

Henrik Vestergaard, der spiller familiefaren Morten i "Valdes jul - vintermiraklet", har flere gange tvivlet på, om skuespillet var den rigtige levevej for ham.

Med sine 53 år har skuespilleren Henrik Vestergaard med egne ord brændt mere af livets store kalenderlys, end der er tilbage.

- Så er det også meget menneskeligt, at man reflekterer over, hvad man skal bruge resten af den tid på, uddyber han.

- Jeg har flere gange oplevet at tænke: "Er det nu, jeg skal noget andet?".

Men hans talent - og en vis portion held - har holdt ham fra at skifte spor.

- Det er blevet løst på den måde, at hver gang jeg har tvivlet på, om jeg skulle være skuespiller, har jeg pludselig landet store roller, fortæller han.

Henrik Vestergaard er egentligt uddannet cand.mag. i dramaturgi ved Aarhus Universitet, og så har han en baggrund som officer fra Forsvaret.

Men han har også gået på skuespillerskole.

Henrik Vestergaard har blandt andet medvirket i seriesucceser som "Den som dræber - Fanget af mørket" og "Ditte & Louise" og film som "Underverden 2", "Hvidsteen Gruppen" og filmatiseringen af Afdeling Q-thrilleren "Journal 64".

Netop nu kan han ses i "Valdes jul - vintermiraklet" på TV 2.

For skuespilleren skal det gode job kunne opfylde to særlige behov.

- Helt overordnet set skal det være meningsfyldt, men det må også gerne være sjovt, siger han.

Og netop det meningsfulde har Henrik Vestergaard fundet som skuespiller.

- At fortælle historier giver mening, siger han.

- Jeg tror, vi lever vores liv gennem historier. Gode historier får os til at reflektere over, hvem vi er, og hvor vi gerne vil hen.

Julekalenderen kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

Washington D.C., 15/12/2025 - 22:21

Trump beskyldes for upassende opslag om dræbt filminstruktør

Aaron Schwartz/Reuters

Kongresmedlem kalder opslag fra USA's præsident om dræbte Rob Reiner for upassende og respektløst.

USA's præsident, Donald Trump, får kritik fra flere sider for et opslag på sociale medier om den afdøde filminstruktør Rob Reiner.

I opslaget kobler præsidenten dødsfaldet sammen med Reiners politiske holdninger. Det sker i en tilsyneladende ironisk tone.

På Truth Social skriver præsidenten, at Reiner og hans hustru døde "angiveligt på grund af den vrede, han skabte hos andre gennem den omfattende, ubøjelige og uhelbredelige lidelse, der er kendt som Trump-forstyrrelsessyndromet".

Reiner og hans 70-årige hustru, Michelle Singer Reiner, blev søndag fundet døde i deres hjem i Los Angeles.

Sønnen Nick Reiner er blevet sigtet for drab på sine forældre.

Amerikanske medier rapporterer, at Reiner-parret var blevet stukket ihjel.

To republikanske Trump-kritikere har på sociale medier kaldt præsidentens opslag for upassende.

- Uanset hvordan man har det med Rob Reiner, så er det en upassende og respektløs måde at omtale en mand, som netop er blevet brutalt myrdet, skriver kongresmedlemmet Thomas Massie fra Kentucky.

Marjorie Taylor Greene, der tidligere var Trump-støtte, men siden er endt i strid med præsidenten, stemmer i.

- Dette er en familietragedie. Det handler ikke om politik eller politiske fjender, skriver Greene, der sidder i Repræsentanternes Hus.

Trump skriver i opslaget blandt andet om Rob Reiner:

- Han var kendt for at have drevet folk til vanvid med sin voldsomme besættelse af præsident Donald J. Trump og med sin åbenlyse paranoia, som nåede nye højder, mens Trump-administrationen overgik alle mål og forventninger om storhed (...), skriver Trump.

- Må Rob og Michele hvile i fred!, afslutter den amerikanske præsident sit opslag.

På et kort pressemøde i Det Hvide Hus mandag aften dansk tid forsvarer Donald Trump sit opslag om Rob Reiner.

En journalist spørger Trump, om han "står inden for det opslag", efter at flere republikanere har taget afstand til det.

- Jeg var overhovedet ikke fan af ham. Han var en sindsforvirret mand, når det gjaldt Trump, siger præsidenten.

Rob Reiner, der blev 78 år, er kendt som instruktøren bag film som "Da Harry mødte Sally", "Et spørgsmål om ære" og "Præsident på frierfødder".

Han har også optrådt foran kameraet i biroller i flere film og serier, blandt andet i serien "All in the family" og "New girl".

/ritzau/

Læs Mere >>

, 16/12/2025 - 08:00

FAKTA: Kindtænderne får oftest huller

* I mælketænderne er caries - det vil sige huller i tænderne - oftest et problem på fladerne af de bagerste kindtænder, der vender mod hinanden.

* I de blivende tænder hos børn og unge opstår der oftest huller på tyggefladerne af de bagerste kindtænder.

* I voksenalderen kommer der hyppigst huller på fladerne af de fire bageste kindtænder, der vender mod hinanden. Derfor er det vigtigt at sikre rengøring mellem tænderne

* Hos ældre optræder hullerne meget ofte på tandroden.

Kilde: Patienthåndbogen på sundhed.dk. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 16/12/2025 - 08:00

Tungetricket kan afsløre hvor du skal børste bedre

Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det er ofte de samme tænder, der får for lidt kærlighed under tandbørstningen. Men der er en enkel måde at blive mere bevidst om dine vaner.

At børste dine tænder hver gang du vasker hænder, som det lød i en gammel børnesang, er nok lige i overkanten.

To minutter morgen og aften er for de fleste nok til at komme hele vejen rundt, vurderer Tandlægeforeningens formand, Torben Schønwaldt.

Men det er ikke nok at se på kvantiteten. Du skal også fokusere på kvaliteten af din tandbørstning.

- Kvalitet vil sige, at man har en systematik, hvor man sørger for at komme hele vejen rundt, siger han.

Du skal altså ikke lade tandbørsten danse lidt her og der, men gerne følge en fast rutine, så du bruger lige meget krudt hele vejen rundt.

Ved at gøre det på samme måde hver dag risikerer du heller ikke at komme til at springe nogen af tænderne over.

Fokusér kun på tandbørstningen i de to minutter, og sørg for at få børstet helt oppe ved tandkødsranden, som ellers let kan gå under radaren.

Når patienter kommer ind til et eftersyn hos tandlægen, kan man nok med rette forvente, at mange har gjort en lille ekstra indsats med børsten i dagens anledning.

Alligevel kan Torben Schønwaldt se, at der er nogle særlige steder, der stadig ikke er blevet gjort ordentligt rene.

- Det er eksempelvis indersiden af kindtænderne i undermunden og generelt bag de bageste kindtænder både i over- og undermunden, fortæller han.

Line Staun Larsen er forsker og lektor ved Institut for Odontologi og Oral Sundhed på Aarhus Universitet, og hun fortæller, at der er en tendens til, at vi får flere huller i kindtænderne - særligt mellem tænderne.

- Det har noget at gøre med anatomien. Der er flere nicher, hvor bakterierne kan sidde. Og det er sværere at komme til inde bagtil i munden, så man skal være grundig, og man skal vinkle tandbørsten godt, forklarer lektoren.

Er du i tvivl om, hvorvidt du har fået gnubbet alle bakterierne væk, har tandlægeformanden et simpelt trick:

- Mærk med tungen efterfølgende, om tænderne føles glatte. Hvis de føles ru, er der stadig bakteriebelægninger, forklarer Torben Schønwaldt.

I hvor høj grad man får bakteriebelægninger på tungen, er meget individuelt. Men hvis man har tendens til at få det, kan man også vælge at børste tungen.

Det er dog ikke noget, Torben Schønwaldt selv praktiserer.

- Nogle har nærmest hår på tungen, og så kan det være en god idé, siger han og uddyber:

- Det har ikke betydning i forhold til tandsygdomme, men hvis man eksempelvis har tendens til dårlig ånde, kan man med fordel gøre det. Der sidder mange bakterier på sådan en tunge.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek