København, 24/02/2025 - 13:43
Dansk tv-station viser grønlandske nyheder
Den danske tv-station dk4 indleder et samarbejde med den grønlandske public service-station, KNR, og sender fremover grønlandske nyheder seks dage om ugen.
Emil Stach/Ritzau Scanpix
Af: Af Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus
Donald Trumps interesse, et kommende parlamentsvalg og et skrantende forhold til Danmark har gjort nyheder fra Grønland tiltagende interessante herhjemme.
Den interesse bliver nu mødt, da danskerne fremover vil kunne se grønlandske nyheder på tv-stationen dk4.
Det privatejede medie har indledt et nyt samarbejde med den grønlandske public service-station, KNR.
Det skriver dk4 i en pressemeddelelse ifølge Mediawatch.
- Jeg er umådeligt glad for, at dk4 - i en tid, hvor interessen for Grønland og for samspillet mellem Danmark og Grønland er større end nogensinde før - som den eneste danske tv-station giver seerne mulighed for at følge dagens nyheder fra Grønland i samarbejde med KNR, udtaler stifter og ejer af DK4 Stig H. Hasner i pressemeddelelsen.
Aftalen betyder, at man fra 24. februar vil kunne se dagens nyheder fra Grønland alle hverdage klokken 23.00 på dk4. Dagen efter følger genudsendelse af programmet klokken 11.30.
Hver søndag sender tv-stationen programmet "Ugens nyheder fra Grønland".
Dk4 markedsfører sig selv som "hele Danmarks danske tv-kanal". Ifølge deres hjemmeside er mindst 95 procent af programmerne danske.
Nu kommer der så også til at være grønlandsk tv, når de viser deres nye program i samarbejde med KNR.
Det sker, kort før der skal være valg på Grønland. Parlamentsvalget, der kan blive afgørende for landets fremtid, afholdes 11. marts 2025.
Grønland er et selvstyrende område inden for Kongeriget Danmark og er på den måde en del af Rigsfællesskabet.
Dette forhold har været emne for stor omtale, siden den amerikanske præsident Donald Trump er vendt tilbage til ideen om at købe Grønland.
7. januar 2025 besøgte hans ældste søn, Donald Trump Jr., Grønland. Senere samme dag udtalte Donald Trump, at han ikke kan afvise at tage kontrol over Grønland ved brug af militær og økonomisk magt.
/ritzau/




