København, 31/12/2024 - 08:00
Ritter måtte undvære Rolf: Vi er afhængige af hinanden
Rolf Sørensen måtte på grund af hjerteproblemer melde fra til Tour de France. Hans mangeårige makker Dennis Ritter er sikker på, at han er tilbage i 2025.
Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus
Om et halvt år skal cykelfans verden over vende blikket mod de franske alper, når kampen om den gule trøje endnu en gang skal afgøres.
I de danske tv-stuer har seerne siden 1999 været vant til at høre Dennis Ritters stemme, når Tour de France skulle kommenteres på TV 2.
I langt de fleste af årene har det været sammen Rolf Sørensen. Men i år - få dage inden startskuddet lød - måtte Rolf Sørensen melde fra med hjerteproblemer, der forhindrede ham i at tage til Frankrig og følge Jonas Vingegaard og de andre ryttere.
Men når startskuddet lyder til cykelløbet i 2025, bliver det igen med Rolf Sørensen i kommentatorboksen. Det er tourkollegaen sikker på.
- Rolf er heldigvis frisk og frejdig som en havørn igen. Så må vi se, hvordan brikkerne lige bliver lagt, det er der andre end mig, der gør, siger Dennis Ritter og understreger, at han endnu ikke kender de detaljerede planer for dækningen.
Når han kigger tilbage på cykelløbet i 2024, beskriver han fraværet af Rolf Sørensen som en svær situation.
- Jeg opdagede i sommer, hvor meget vi er afhængige af hinanden. Vi har trods alt siddet der i næsten tyve år sammen, siger han og tilføjer, at Rolf Sørensen bidrager med en kæmpemæssig faglig indsigt.
- Det er meget vores interne jargon. Det der med, at vi forstår hinanden, og nærmest uden sprog kan vi bare tale sammen. Det betyder mere, end jeg troede.
Ud over kommenteringen har de to makkere sat sig i cykelsadlen i programmet "Rolf og Ritter på Tour", hvor de prøvekører flere af løbets etaper.
I maj måtte den tidligere cykelrytter og Tour de France-kollega Lars Bak dog gå ind som erstatning for Rolf Sørensen, der meldte fra til optagelserne på grund af en knæskade.
Til selve touren
besluttede TV 2 at bruge den tidligere cykelrytter Trine Schmidt som ekspertkommentator i stedet for Rolf Sørensen.
- Dem, vi havde med, gjorde det super godt, beretter Dennis Ritter.
Det kommende Tour de France begynder den 5. juli i den franske by Lille og slutter den 27. juli i hovedstaden Paris.
/ritzau/