Sweida, 15/07/2025 - 11:37
Syriens forsvarsminister erklærer våbenhvile i byen Sweida
Der har i løbet af formiddagen været meldinger om fortsatte sammenstød i Sweida og regeringssoldaters ankomst.
Sam Hariri/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/AFP
Syriens forsvarsminister, Murhaf Abu Qasra, erklærer tirsdag våbenhvile i byen Sweida.
Det skriver han i et opslag på X.
- Til alle enheder, der opererer inden for byen Sweida, erklærer vi en fuldstændig våbenhvile efter aftale med byens prominente og ledende personer.
Udtalelsen fra ministeren kommer efter en formiddag med meldinger om fortsatte sammenstød i byen og regeringssoldaters ankomst til området.
Kort før den annoncerede våbenhvile var der i det syriske medie Sana meldinger om israelske luftangreb mod byen.
Samtidig opfordrede den drusiske spirituelle leder Hikmat al-Hajri drusere til at modsætte sig regeringssoldaterne.
Det er derfor uklart, om våbenhvilen er en realitet.
Tidligere på dagen havde drusiske religiøse myndigheder i en skriftlig udtalelse ellers bedt væbnede grupper om at lægge deres våben og lade regeringsstyrkerne gøre indtog i byen.
Timer senere understregede al-Hajri dog, at Syriens ledelse havde "påtvunget" dem erklæringen. Han sagde, at syriske soldater havde brudt aftalen ved fortsat at åbne ild mod beboere i byen.
- Vi udsættes for en total udryddelseskrig, sagde al-Hajri i en videotale.
Konflikten i Sweida begyndte søndag med sammenstød mellem drusere og sunnibeduinske klaner.
Ifølge Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, Sohr, der overvåger situationen i landet fra Storbritannien, er over 100 mennesker dræbt over de seneste tre dage i kampene.
Over 200 meldes desuden sårede.
Beduiner og drusiske grupper er mangeårige fjender i Sweida, og der finder indimellem voldelige sammenstød sted.
Ved de tidligere konfrontationer støttede medlemmer af beduinstammerne regeringens sikkerhedsstyrker, oplyser Sohr.
Syriens indenrigsminister, Anas Khattab, kaldte mandag fraværet af statslige, militære og sikkerhedsinstitutioner for en væsentlig årsag til konflikten.
Det gjorde han i et opslag på X.
- Den eneste løsning er at genaktivere disse institutioner for at sikre civil fred, skrev ministeren.
/ritzau/AFP