Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 01/08/2020 - 14:31

Rejsende hilser anbefaling om mundbind i fyldte tog velkommen

Sundhedsstyrelsen anbefaler mundbind i offentlig transport, når der er mange med. Passagerer er positive.

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det er ikke mange måneder siden, at mundbind var et sjældent syn i det offentlige rum.

Men lørdag har en del rejsende på Nørreport Station og Københavns Hovedbanegård valgt at iføre sig mundbind.

Det gælder også Kjeld og Marianella Ibarra-Hansen fra Avedøre.

De skal til fødselsdag i Tivoli, og det er deres første togtur siden virusudbruddet.

- Jeg har en lungesygdom, så jeg er i stor risiko, og jeg synes, det er tarveligt, at folk ikke passer bedre på, siger Marianella Ibarra-Hansen.

De er begge glade for anbefalingen.

- Men måske skulle det være mere tydeligt, og måske skulle det være et krav, for hvem afgør, om der er mange mennesker eller ej. Det burde gælde her og alle andre offentlige steder, siger Kjeld Ibarra-Hansen.

Førtidspensionist Majbritt Løhde, som er fra Silkeborg, har dårlige lunger og er derfor også i risikogruppen.

Hun bruger mundbind under sit besøg i København.

- Hvis jeg ser mange mennesker, tager jeg det på, for jeg har det i tasken hele tiden. Jeg synes, alle burde gør det, for mange holder ikke afstand, siger hun.

Selv om en del har fået fingre i et mundbind, krydser de fleste dog stationerne uden.

En af dem er Simone Jørgensen, som er folkeskolelærer og bosat på Nørrebro.

- Jeg har ikke lige tænkt over det, men når jeg begynder på arbejde snart, og jeg skal med metroen i myldretiden hver dag, så kunne jeg godt finde på det.

Hun har dog lidt svært ved at forstå, hvorfor det anbefales at bære mundbind i tog og busser, men ikke på skoler og i institutioner.

Hun støtter dog anbefalingen.

- Hvis der er belæg for, at det virker, så synes jeg hundrede procent, at man skulle indføre det flere steder, siger Simone Jørgensen.

En anden rejsende, som holder lidt igen med mundbind, er yogainstruktør Iris Schneider fra Nørrebro i København.

Hun mener ikke, at situationen med coronavirus er så slem i Danmark, at det kræver mundbind.

- Jeg venter på, at jeg får besked på, at jeg skal. I myldretiden ville jeg måske gøre det, hvis jeg rejste på det tidspunkt, men det gør jeg ikke.

DSB forventer, at flere passagerer vil vende tilbage til togene, i takt med at mange fra næste uge kommer tilbage fra ferie.

- Kunderne tager allerede godt imod det. Jeg kan tydeligt se, at flere bærer mundbind, både i togene, men også i forhallerne og på stationerne, siger informationschef Tony Bispeskov.

DSB vil de kommende dage se på, om retningslinjerne i tog og busser skal ændres. Det kan for eksempel være i forhold til kravet om pladsbillet i fjern- og regionaltog, siger han.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek