København, 12/01/2026 - 10:59
21-årig svensker erkender drab forklædt som madbud
I alt tre mænd er tiltalt i en retssag om drabet på en 37-årig mand, som mandag er startet i København.
Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 21-årig svensk mand erkender, at det var ham, der skød, da en 37-årig mand blev dræbt på klos hold ved Vesterport Station i København i oktober 2023.
Det skriver Ekstra Bladet og TV 2, som er til stede i Københavns Byret. Her er retssagen mod manden og to andre unge mænd begyndt mandag.
Den svenske mand var forklædt som et madbud, da drabet skete.
Ifølge de to medier erkender svenskeren dog ikke, at drabet skete efter aftale med de medtiltalte.
Den 21-årige er tiltalt for at have begået drabet, mens to danske mænd på 23 og 27 år er tiltalt for medvirken til drab.
De medtiltalte nægter sig begge skyldige ifølge TV 2.
Ifølge sagens anklageskrift mødtes de tre tiltalte på et ukendt sted i tiden op til 19. oktober, hvor drabet fandt sted.
Svenskeren fik udleveret en kasket og en jakke med Just Eat-logo på og en termotaske med Wolts logo på samt et elløbehjul.
Svenskeren anskaffede sig ifølge anklageskriftet også en 9-millimeterpistol af mærket Glock.
Drabsmanden ankom til København fra Sverige med toget på drabsdagen ifølge politiet.
I anklageskriftet er det beskrevet, at den 21-årige, som dengang var 18 år, indfandt sig på Nyropsgade i nærheden af Vesterport Station.
Her skal han ifølge anklagen have fået at vide, at han kunne finde offeret.
Drabet skete på åben gade, og i sagens anklageskrift er det beskrevet, at offeret blev skudt mindst fire gange.
Både Ekstra Bladet og TV 2 skriver, at motivet endnu ikke er kommet frem i sagen.
De tre mænd, som nu er tiltalt i sagen, blev anholdt af politiet i ugerne efter drabet.
Den 21-årige svensker blev anholdt 1. november 2023, mens de to danskere blev anholdt dagen efter.
Sagen skal behandles over 11 retsmøder i Københavns Byret. Den sidste dag er 1. maj.
/ritzau/




