Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 03/04/2026 - 09:36

Mange har kontaktet politiet om dødelige stenkast fra bro

Fyns Politi har bedt om hjælp i uopklaret sag om stenkast. Tysk familie blev ramt i august 2026.

Af: /ritzau/

Politiet har fået mange henvendelser i den uopklarede sag om stenkast fra en vej over den fynske motorvej for snart ti år siden.

Det siger vagtchef Johnny Müller fra Fyns Politi fredag formiddag.

En tysk familie i en bil blev ofre for handlingen.

En kvinde på 33 år mistede livet, da en tung sten smadrede ned i bilen, og hendes mand på 36 blev invalideret af sine svære kvæstelser. Parrets barn, en dreng på fem år, fik skrammer.

- Vi er glade for de mange henvendelser, vi har fået, siger vagtchefen.

De er kommet i telefonen, per mail og ved fysisk fremmøde. Men det er endnu alt for tidligt at sige noget om henvendelsernes betydning.

- De skal valideres og efterprøves, siger vagtchefen om efterforskernes arbejde.

Forleden rykkede Fyns Politi ud med en appel til offentligheden i sagen.

- Der må være nogen derude, der sidder med information eller viden, som de ikke har delt, udtalte en politikommissær.

Forbrydelsen skete tidligt om morgenen 21. august 2016. Fra en bro ved Langesøvej blev der lidt før klokken fire om morgenen smidt flere sten. Broen ligger mellem Blommenslyst og Vissenbjerg.

Familien kørte i retning mod Jylland, da deres bil blev ramt.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek