Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Santiago, 18/01/2026 - 14:20

20.000 er evakueret efter voldsomme skovbrande i Chile

På grund af de voldsomme skovbrande har Chiles præsident erklæret undtagelsestilstand i dele af landet.

Juan Gonzalez/Reuters

Af: /ritzau/

Den chilenske præsident, Gabriel Boric, har søndag erklæret undtagelsestilstand i to sydlige regioner i landet.

Det skriver AFP.

Undtagelsestilstanden skyldes, at voldsomme skovbrande har tvunget omkring 20.000 mennesker til at evakuere deres boliger.

Brandmænd kæmper mod i alt 19 brande over hele landet, hvoraf 12 er i regionerne Nuble og Biobio, som ligger syd for Chiles hovedstad, Santiago.

- Alle ressourcer er sat ind, skriver præsidenten i et opslag på X.

Regeringen har ikke oplyst, om brandene er skyld i dødsfald, eller hvor mange husstande der er blevet påvirket.

Til lokale medier fortæller Alicia Cebrian, der er direktør for den nationale tjeneste for katastrofeforebyggelse, at omkring 20.000 mennesker er blevet evakueret.

De fleste evakueringer er sket i byerne Penco og Lirquen, som tilsammen har omkring 60.000 indbyggere, siger hun.

Der bor cirka 19,8 millioner mennesker i det sydamerikanske land.

På lokale tv-stationer er der billeder af brande i begge byer, hvor forkullede biler ses i gaderne.

Skovbrande har ramt det sydlige og centrale Chile hårdt i de senere år.

I februar 2024 brød flere brande ud samtidigt nær byen Viña del Mar, nordvest for Santiago, hvilket ifølge politiet resulterede i 138 dødsfald.

Omkring 16.000 mennesker blev berørt af disse brande, oplyste myndighederne.

Brandene fik kræfter fra en hedebølge, der prægede sommeren i det sydamerikanske land i 2024.

Sommeren i Chile varer fra omkring december til februar.

/ritzau/AFP

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek