Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Basel, 14/05/2025 - 00:11

Olsen-bror lukker forudsigelig semifinale i Eurovision

Norge, Island og storfavoritterne fra Sverige er videre i Eurovision. Torsdag skal Danmarks skæbnesang synges.

Denis Balibouse/Reuters

Af: /ritzau/

Det var den danske Eurovision-vinder Jørgen Olsen, der på 25-års jubilæumsdagen for Brødrene Olsens grandprixsejr lukkede den første semifinale i årets internationale melodigrandprix med sin nye udgave af sejrssangen "Fly on the Wings of Love".

Lørdag aften skal den næste Eurovision-vinder i historien kåres.

Ifølge bookmakerne bliver det formentligt satiretrioen Kaj, som stiller op for Sverige med saunasangen "Bara Bada Bastu". For de havde ikke meget at svede over i årets semifinale, hvor de strøg videre til lørdagens grande finale.

I den finder man også Estlands artist, Tommy Cash.

Hans grandprixhit, "Espresso Macchiato", har ellers gjort, at flere italienere har fået kaffen galt i halsen.

Mens flere fra støvlelandet har haft lyst til at give Tommy Cash sparket grundet strofer sunget med påtaget italiensk accent om "at svede som en mafioso", har andre dog grint af gimmicken.

Seerne spruttede i hvert fald ikke deres espresso macchiato ud, men sendte den estiske spradebasse videre til lørdagens grande finale.

Island var det første land i ilden, da duoen Væb sang semifinalen i gang med nummeret "Roá".

Cypern sluttede semifinalen af med sangen "Shh", som var alt andet end stille, da Theo Evans fremførte det hårdtpumpede nummer. Men stille bliver der nu, for Cypern klarede ikke cuttet og er ude af Eurovision. Det samme er Aserbajdsjan, Belgien, Slovenien og Kroatien.

Inden semifinalens 15 kombattanter skulle på scenen i jagten efter en af de 10 finalepladser, blev showet åbnet med moderne dans til et musikalsk miks, der tonede over i "The Code".

Den vandt schweiziske Nemo sidste års Eurovision med og bragte derved grandprixet tilbage til alpelandet for tredje gang i historien.

Schweiz både afholdt og vandt verdens allerførste internationale melodigrandprix i 1956 med Lys Assias sang "Refrain".

Under showet sendte landets anden vinder i historien, den canadiske verdensstjerne Céline Dion, som repræsenterede Schweiz i 1988 med balladen "Ne Partez Pas Sans Moi", en videohilsen.

Der var også en hilsen til Jørgen Olsens bror, Niels "Noller" Olsen, fra showets værter, Hazel Brugger og Sandra Studer, da semifinalen sluttede med den nye udgave af "Fly on the Wings of Love".

For Noller, den anden halvdel af Brødrene Olsen, er stadig mærket af den blodprop, der ramte ham i 2019, og af den hjernetumor, han fik konstateret kort efter, og har ikke kunnet rejse med til Basel.

Torsdag skal årets danske Eurovision-håb, Sissal, forsøge at gøre Céline Dion og Brødrene Olsen kunsten efter.

Her skal hun på scenen i jagten efter en af de 10 sidste finalepladser.

Seks lande er automatisk kvalificeret: Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, simpelthen fordi de finansierer den største del af Eurovision, og så er sidste års vinderland, som denne gang er Schweiz, også altid sikret en plads i finalen.

/ritzau/

København, 14/05/2025 - 07:55

Grøn melder udsolgt for tredje år i træk

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Billetterne til alle otte værtsbyer er blevet udsolgt på rekordtid, oplyser Tuborg og Muskelsvindfonden.

Alle otte byer, som i år er vært for Grøn, melder udsolgt til årets koncerter.

Det oplyser Tuborg og Muskelsvindfonden, som arrangerer koncerterne, i en pressemeddelelse.

Billetterne blev i år udsolgt på rekordtid, oplyser arrangørerne yderligere.

199.000 gæster har købt billet til årets koncerter. Det er 4000 mere end ved Grøn 2024.

Simon Toftgaard Jespersen, forperson for Muskelsvindfonden, glæder sig i pressemeddelelsen over den store interesse i årets festival.

- Vi lever lige nu i en verden, hvor der i den grad er behov for at skabe plads til mangfoldighed, og det er netop det, vi forsøger at gøre med Grøn.

- Vi sælger meget mere end musikoplevelser. Vi skaber plads til forskelle og håb for mennesker med muskelsvind.

Overskuddet fra Grøn går til Muskelsvindfondens arbejde med forskning og rådgivning, samt sommerlejre og netværk for muskelsvindramte børn.

Det er tredje år i træk, at alle billetter til alle værtsbyer er udsolgt.

I år vil man blandt andet kunne opleve Medina, Gilli og Suspekt samt en række andre kunstnere.

Årets festival har i alt slået tre af sine egne rekorder. Det drejer sig om historisk tidligt udsolgte koncerter, en publikumsrekord på 199.000 gæster samt en ny rekord for billetsalg i første døgn, hvor der blev afsat 175.050 billetter.

Årets koncerter finder sted i perioden fra 17. juli til 27. juli.

De otte værtsbyer er Tårnby, Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved og Valby.

Hvis man alligevel stadig ønsker at deltage i en af årets koncerter, opfordrer Tuborg og Muskelsvindfonden potentielle gæster at benytte den officielle platform for videresalg af billetter på Grøns hjemmeside.

Den første officielle Grøn blev afholdt i 1983 af Muskelsvindfonden og Tuborg.

/ritzau/

Læs Mere >>

Basel, 14/05/2025 - 06:00

DR skruer op for sociale medier i jagten på Eurovision-stemmer

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Danmark har ikke stået i en Eurovision-finale siden 2019. Det har fået DR til at ændre sin strategi.

Engang udspillede Eurovision sig udelukkende på scenen. Men de seneste år er de sociale medier virkelig kommet i spil for at skabe opmærksomhed omkring artisterne.

Det har DR nu også for alvor skruet op for i år, fortæller grandprixboss Erik Struve Hansen.

- Vi har ikke gjort nok de andre år, så det har været et indsatsområde, som vi kommer til at arbejde videre med næste år, uanset om vi går videre til Eurovision-finalen eller ej, fordi det har vist sig at være enormt effektivt, synes jeg.

- Men det kræver jo også den rigtige hovedperson, som har det i sig og er dygtig til det, og det er Sissal. Hun har funny bones og er sjov, siger Erik Struve Hansen om årets danske Eurovision-håb.

Sissal deler både backstagebilleder, interaktioner med de andre deltagere og smagsprøver fra sin Eurovision-sang, "Hallucination".

DR har været med til at guide Sissal. Men det kommer simpelthen så naturligt til hende, indskyder Erik Struve Hansen.

- Hun kan slet ikke lade være, siger han.

Det samme istemmer hovedpersonen selv.

- Det har ikke været presset på den måde, at jeg føler, at jeg skal. Men jeg føler, at det er nødvendigt, siger Sissal og fortsætter:

- Det ved jeg, at det er, fordi jeg kender de sociale medier, og fordi jeg har fulgt med i Eurovision, inden jeg selv kom med i det.

Det er tydeligt, at de lande, der er favoritter i konkurrencen, får mere omtale, bemærker hun, og derfor må hun gøre sig selv bemærket.

- Jeg har fokuseret meget på de sociale medier og har været på overarbejde af samme årsag. Men det er også en stor del af, at jeg er blevet en stor fanfavorit, siger den færøskfødte sanger.

Hvis man skal sammenligne indsatsen med en valgkamp, kører Sissal en god en, lyder vurderingen fra journalist Ole Tøpholm, der i mange år har kommenteret Eurovision for DR.

- Hun er meget likeable hos de andre deltagere. Og det er jo ikke en valgkamp, som hr. og fru Georgien bemærker, når de skal stemme. Men det er bare et godt udgangspunkt, siger Ole Tøpholm og uddyber:

- Det giver bare lige det ekstra skud energi og selvtillid, når deltagerne føler sig hjemme, trygge og elskede. Så det giver ikke i sig selv ekstra point. Men når man lægger alting sammen, skulle det gerne give et eller andet.

37 lande stiller op i årets internationale melodigrandprix, så finalefeltet findes over to semifinaler.

Her er det udelukkende seerne, som bestemmer, hvem der går videre til den grande finale lørdag, og hvem der må forlade Basel i Schweiz uden muligheden for en sejr.

I den endelige finale har fagjuryen dog halvdelen at skulle have sagt i bedømmelsen.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 14/05/2025 - 09:00

FAKTA: Saunagus

* Saunagus er et wellness-ritual, som bliver anført af en gusmester. Ordet saunagus stammer fra det tyske ord aufguss, der kan oversættes til infusion.

* Saunagus er en blanding af sauna og aromaterapi. Duften af æteriske olier og varmen fra en sauna med 80 grader kan give en oplevelse, der kan virke afslappende og afstressende.

* I løbet af en saunagus vil en gusmester hælde vand blandet med æteriske olier på de varme sten og sprede duftene rundt i saunaen ved hjælp af teknikker med et håndklæde.

Kilde: Just Sauna.

/ritzau fokus/

 

 

Læs Mere >>

, 14/05/2025 - 09:00

Hav helt styr på sauna og olier inden du hopper med på trenden

Sofie Mathiassen/Ritzau Scanpix

Saunagus er blevet populært med sin blanding af sundhed og fællesskab. Selv om det er godt for nogle, er det dog ikke helt sikkert, at det er godt for dig.

Tidligere mødtes man til fodboldtræning eller i motionscentret, når sundheden og fællesskabet skulle holdes ved lige. Nu tager mange i saunagus med andre samt en gusmester, hvor den står på sauna, koldt vand og æteriske olier.

Ulla Rebbe Jerslund, der er danmarksmester i showgus, bestyrelsesmedlem i Gusmesterforeningen og grundlægger af Just Sauna, fortæller, at hun har set en øget popularitet de seneste år.

- For mange handler det om at komme et sted hen, hvor man gør noget godt for en selv og kroppen, og det ikke handler om mobiltelefoner, alkohol eller andet, siger hun.

Typisk har folk hørt om saunagus fra venner eller bekendte, og har selv fået lyst til at prøve.

- Der har været et stort saunafællesskab i flere år, der virkelig går op i saunagus, men der er også kommet en ny gruppe til med flere yngre personer, der har fundet saunagus de seneste tre til fire år, siger hun.

Man ved ikke lægefagligt, hvilken effekt saunagus har på kroppen. Derfor deler man det op i effekten af henholdsvis sauna og inhalation af de æteriske olier.

Disse olier har bioaktive komponenter, som har forskellige indvirkninger på os, fortæller Charlotte Bech, der er privatpraktiserende læge og i flere år har beskæftiget sig med aromaterapi og æteriske olier.

- De bioaktive komponenter går direkte fra næsen op i hjernen og dels ned i lungerne, når man indånder dem. Fra lungerne kan de gå over i blodbanen og cirkulere rundt i kroppen. Det bliver dermed en terapi, da de indre organer bliver påvirket forskelligt alt afhængig af olien, siger hun.

Ulla Rebbe Jerslund mener dog ikke, at de æteriske olier har samme påvirkning i saunagusen.

- I aromaterapi får du en direkte inhalering af de æteriske olier eller direkte påføring på huden, hvor du i saunagus blander et par dråber op med vand eller is, samtidig med at du sidder i damp og i et rum med for eksempel 20 mennesker, siger hun.

Saunaens effekt er kun undersøgt i mindre samples, og der er derfor ikke videnskabelig evidens. Der er dog visse ens tendenser i de forskellige undersøgelser, fortæller Charlotte Bech.

- Når man går i sauna, så gør varmen, at man slapper af. Det gør, at blodkarrene udvider sig, og det giver en bedre blodgennemstrømning, hvilket også gør, at blodtrykket falder. Det er dermed gavnligt, hvis man er stresset eller har forhøjet blodtryk, siger hun.

Hun mener, at det er gavnligt for rigtig mange at gå i sauna, da det kan hjælpe kroppen.

- Sauna kan hjælpe på gigt, smerter i led og muskler, det kan gavne, hvis man har astma eller kronisk bronkitis, siger hun.

Der er ikke lavet undersøgelser af kombinationen af sauna og koldt vand. Men aktiviteterne er blevet undersøgt hver for sig.

- Jeg fraråder absolut at gå i sauna, straks i koldt vand og sauna igen. Overgangen øger dannelsen af adrenalin, hvilket er et stresshormon. Det er slet ikke sundt for kroppen, siger læge Charlotte Bech.

Disse overgange er kendt fra den finske tradition, men måske burde vi rette øjnene mod et af vores nabolande.

- I Tyskland har man tradition for, at man gradvist nedkøler og gradvist varmer op, så man undgår chokeffekten, siger hun.

Inden du hopper i saunagusen, skal du dog være opmærksom på visse forbehold.

- Jeg vil ikke anbefale at gå i saunagus, hvis man er gravid, fejler noget med hjertet, eller hvis man er en mand, der vil have børn, fordi saunaen kan forringe sædkvaliteten, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek