København, 13/07/2025 - 23:16
Chelsea vinder omdiskuteret VM med soleklar finalesejr
Cole Palmer og nyindkøbet Joao Pedro sørgede for, at Chelsea overrumplede PSG i VM-finalen for klubhold.
Alex Grimm/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Chelsea kan for anden gang i klubbens historie kalde sig verdensmester.
Søndag aften dansk tid tog klubben fra London nemlig en overbevisende sejr over Champions League-vinderne fra Paris Saint-Germain i finalen ved VM for klubhold.
Foran blandt andre den amerikanske præsident, Donald Trump, vandt englænderne med 3-0 på MetLife Stadium i New Jersey.
Finalen var kulminationen på et klub-VM, der af flere årsager har været voldsomt omdiskuteret.
Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, har gjort turneringen til sit eget helt store prestigeprojekt, hvilket blandt andet symboliseres ved, at hans navn er indgraveret to steder på VM-trofæet.
Turneringen, som er blevet udvidet til 32 hold og nu varer i en måned, har fået kritik for at være meningsløs og opslidende for spillerne, som i forvejen er hårdt spændt for.
Desuden har Infantino haft svært ved at sælge både billetter og tv-rettigheder til turneringen. Alligevel kaldte han lørdag turneringen for en kæmpe succes. Det er formentlig ikke alle, der er enige i den betragtning.
Finalen var dog ganske storslået på det imponerende NFL-stadion i New Jersey, men spænding blev der ikke meget af.
Chelsea overfaldt PSG fra første fløjt, og Cole Palmer havde indstillet støvlerne korrekt. To gange på under ti minutter midt i første halvleg sparkede han bolden fladt i nettet helt ude ved den ene stolpe og sendte Chelsea på sejrskurs.
Nyindkøbet Joao Pedro, som er stødt til Chelsea undervejs i VM-turneringen, gjorde det til 3-0, da han efter 43 minutter løb dybt i feltet og tippede bolden over hovedet på PSG-keeper Gianluigi Donnarumma.
PSG havde nogle udmærkede chancer, og særligt Désiré Doué vil formentlig ærgre sig over, at han ikke kom på måltavlen.
Men finalen var blottet for spænding i anden halvleg, hvor Chelsea uden problemer kørte sejren i hus mod franskmændene, som ellers har været sprudlende i den nu endeligt afsluttede klubsæson.
/ritzau/