Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Stockholm, 03/01/2026 - 06:49

400 køretøjer har siddet fast i svensk snekaos

En strækning på motorvejen E22 blev natten til lørdag lukket på grund af lange køer og biler, der sad fast.

Af: /ritzau/

Snevejr har natten til lørdag skabt store udfordringer i Sverige med omkring 400 fastkørte biler og lastbiler.

Det har ført til lange køer på op til 15 kilometer på motorvejen E22.

Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Klokken 01.00 valgte Trafikverket at lukke en strækning på E22. Trafikverket svarer til Vejdirektoratet i Danmark.

- Det er en ekstrem situation, hvor der bliver ved med at komme sne.

- Man bør absolut ikke bevæge sig ud på vejene, medmindre det er livsnødvendigt, sagde Magnus Alm fra Trafikverket tidligere på natten til Aftonbladet.

Omkring klokken 05.00 er meldingen fra operationsleder Håkan Andersson fra Trafikverket, at de værste køer er afviklet.

- De er i gang med at køre strækningen igennem for at se, om der er flere, som sidder fast, før de er klar til at åbne vejen igen, siger Håkan Andersson til TT.

E22 går fra Trelleborg i Skåne og op langs Sveriges sydøstlige kyst til Norrköping.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek