Skærbæk, 13/04/2026 - 12:06
Betjente cykler rundt i Skærbæk efter to drenges dødsulykke
Politi og Offerrådgivningen er mandag i Skærbæk, hvor to drenge døde i knallertulykke. To andre blev kvæstet.
Af: /ritzau/
Borgere i Skærbæk kan mandag tale med politiet eller offerrådgivere om en traumatisk hændelse, der udspillede sig sent lørdag aften syd for den sønderjyske stationsby.
Her mistede to drenge på 15 og 16 år livet i en knallertulykke, mens en pige på 15 år og en 21-årig mand kom til skade i forbindelse med ulykken.
De blev bragt til behandling på sygehuset.
På grund af den tragiske ulykke tager Syd- og Sønderjyllands Politi mandag formiddag på cyklende patrulje i Skærbæk.
Her er borgere velkomne til at kontakte betjentene. Det gør politikredsen opmærksom på i en myndighedsmeddelelse på Politi Update.
Desuden vil en mobil politistation samt Offerrådgivningen vil være at finde ved SuperBrugsen mandag mellem klokken 12 og 14.
Offerrådgivningen yder støtte til ofre, vidner og pårørende til ofre for kriminalitet og ulykker.
Ved weekendens ulykke var tre knallerter med fire personer involveret, men hvad der nærmere skete, er mandag formiddag endnu uvist.
Sikkert er det dog, at den voldsomme ulykke har påvirket lokalbefolkningen, og blandt andet holdt to skoler i Tønder Kommune mandag morgen en mindestund til ære for de trafikdræbte drenge. Det skriver TV Syd.
- Der var meget stille, og man kunne høre en knappenål falde. Vi var alle berørte, siger Klaus Fog, der er leder på Skærbæk Distriktsskole, til TV Syd.
Drengene har tidligere gået på Skærbæk Distriktsskole, skriver mediet.
At der er tale om en lokalbefolkning i sorg, var også at se søndag på ulykkesstedet på Tøndervej syd for Skærbæk. Det skrev JydskeVestkysten.
Blomster, breve og levende lys var ifølge regionalmediet blevet efterladt på stedet, og i grøften og på cykelstien vidnede resterne af de smadrede køretøjer om den voldsomme ulykke.
/ritzau/




