København, 29/04/2025 - 05:30
Skatteminister giver DF'er røffel for antydninger om statsminister
Rasmus Stoklund (S) langer verbal ørefigen ud til Nick Zimmermann (DF) i sag om angiveligt besøg i rockerklub.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Har statsminister Mette Frederiksen (S) mon relationer til rockermiljøet? Har hun haft det? Og kunne det i så fald tænkes, at andre ministre har delt oplysninger med statsministeren, der kunne være til fare for rigets sikkerhed?
Det er et spørgsmål, der tilsyneladende optager Dansk Folkepartis Nick Zimmermann rigtig meget.
I hvert fald har det 30-årige folketingsmedlem stillet det samme spørgsmål til SVM-regeringens ministre, hvor han deler sine bekymringer.
Spørgsmålet er et såkaldt paragraf 20-spørgsmål, hvor folketingsmedlemmer kan få oplyst en ministers holdning til eller opfattelse af et offentligt anliggende.
Nick Zimmermann har stillet følgende spørgsmål, som foreløbig er blevet besvaret af 16 ministre:
- Hvordan forholder ministeren sig til risikoen for, at ministeren på et tidspunkt har delt oplysninger med statsministeren, der kan være til fare for rigets sikkerhed, såfremt statsministeren har eller har haft relation til rockermiljøet?
DF'erens bekymring bunder i, at en rocker for nylig sagde i Retten i Helsingør, at han for 10-15 år eller måske flere år siden havde set Mette Frederiksen besøge rockerklubbens klubhus i Ballerup.
Mette Frederiksen har afvist, at dette skulle være sket. Hun skrev 21. marts således i et svar til Ekstra Bladet:
- Jeg tror, han (rockeren, red.) må forveksle mig med en anden. Jeg har ikke den fjerneste erindring om, at det skulle være sket.
- Jeg mindes til gengæld at have set det omtalte sted udefra i forbindelse med et besøg sammen med politiet, skrev hun. Mette Frederiksen var justitsminister fra 2014 til 2015.
De adspurgte ministre leder alle som én Nick Zimmermann på vej mod en forhåbentlig mere rolig nattesøvn ved at henvise til netop svaret fra statsministeren.
Mette Frederiksen gjorde selv det samme, da hun 31. marts svarede Nick Zimmermann på et lignende spørgsmål til Folketingets Retsudvalg.
Man forulemper næppe de pågældende ministre ved forsigtigt at antyde, at de næppe selv har formuleret svarene, der sædvanligvis udarbejdes af embedsfolk i ministerierne.
Og dog. Svaret fra skatteminister Rasmus Stoklund (S) adskiller sig fra de andre ministres svar. Både ved at være langt og ved at have et tydeligt personligt præg, langt fra det klassiske embedsmandssprog.
Efter indledningsvist at have konstateret, at "spørger (Nick Zimmermann, red.) har som bekendt for længe siden fået besvaret det spørgsmål, som han nu alligevel genudsender til alle ministre", skruer Rasmus Stoklund bissen på i en meget lang sætning.
- Måske er det derfor ikke svaret, som er det mest afgørende for spørger, hvis spørgsmål mindede mig om de metoder, som man fra tid til anden ser bragt i spil af politikere, der igennem længere tid ikke har haft held med at overbevise vælgerne om deres egen fortræffelighed ved hjælp af argumenter og demonstration af indsigt i komplekse sammenhænge, hvorfor de i stedet forsøger at fremme sig selv ved at prøve at underminere politiske kollegers personlige integritet og karakter igennem underlødige antydninger, præmisser og adjektiver, som ikke har ophæng i sandhed, men i konspiration og foragt for det deliberative demokrati.
Efter en større opsang om ikke at lade den politiske debat blive afsporet i "perfiditeter og personangreb" og ikke at "give køb på almindelig kollegialitet og saglighed" slutter Rasmus Stoklund af med en opfordring.
- Vi folketingsmedlemmer er ikke medlem af forskellige partier, fordi vi ikke bryder os om hinanden som mennesker.
- Vi er medlem af forskellige partier, fordi vi deler os efter anskuelser – og det er de anskuelser, vi skal udfordre og debattere, skriver skatteministeren.
/ritzau/