København, 13/07/2025 - 07:00
Ornitologer vil beskytte vandfugle mod forstyrrende kitesurfere
Brætsejlads stresser og skræmmer ifølge Dansk Ornitologisk Forening i stigende grad svaner, ænder og gæs.
Axel Heimken/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kitesurfing er populært som aldrig før ved danske kyster og lavvandede fjorde.
Men den populære sport, hvor man surfer på et bræt, der drives frem af en drage i luften, er blevet en alvorlig forstyrrelse for vandfugle.
Sådan lyder det fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF).
Her ser man i stigende grad svaner, ænder og gæs forsvinde fra ellers fuglerige områder.
- Nogle vandområder har helt mistet deres værdi for fuglene på grund af forstyrrelser fra blandt andet kitesurfere.
- I Limfjorden er forekomsterne af fældende vandfugle nærmest helt forsvundet - formentlig især på grund af forstyrrelser, siger biolog Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening.
Problemet er ifølge biologen, at kitesurferne med en blafrende drage i luften og høj fart skræmmer fuglene.
De søger væk og ender måske et sted fjernt fra der, hvor der er et ordentligt fødegrundlag, og hvor de måske har ynglet og fået unger.
Det er ifølge Knud Flensted særligt et problem om sommeren, hvor flere arter fælder fjerdragten.
- De er ekstremt sky i den periode, hvor de fælder og ikke kan flyve. Når de møder en kitesurfer, bliver de usikre på, om det er en trussel for dem og begynder at svømme eller flyve væk, hvis de stadig kan det.
- Forstyrrelserne betyder, at fuglene skal bruge unødig energi på at komme væk i stedet for at finde føde. Og nogle af dem kommer aldrig tilbage igen, siger han.
Ornitologerne mener, at der er brug for en bedre beskyttelse af fuglelivet og vil have de eksisterende regler for færdsel på havet opdateret.
De er ifølge Knud Flensted lavet i en tid, hvor der ikke var kitesurfere og paddleboards i den grad, der er i dag.
Det kan godt lade sig gøre at forene hensynene og skabe plads til både kitesurfere og vandfugle, påpeger han.
- Der er brug for en planlægning, der sikrer plads til begge parter, ved at man reserverer nogle områder til brætsejlads, andre til fuglene. De danske farvande har plads til begge dele.
En arbejdsgruppe under Vildtforvaltningsrådet arbejder på at revidere reglerne for færdsel på havet i flere af de vigtige fugleområder.
Men arbejdet er ifølge biologen "flere år forsinket", og det ærgrer ham.
- Det haster med at indføre en regulering. Jo længere, der går, jo større bliver konflikten, og jo sværere bliver det at løse den, siger Knud Flensted.
Vildtforvaltningsrådet rådgiver regeringen om vildtforvaltning og jagt.
/ritzau/