Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 23/05/2026 - 10:55

Teenagepiger anholdt på banegård i sag om håndgranat

Kampklædte betjente afspærrede banegården i Herning fredag, og lørdag stilles to anholdte for en dommer.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Det var to teenagepiger på 15 og 17 år, som fredag blev anholdt i en større politiaktion ved banegården i Herning.

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Lørdag klokken 12 fremstilles pigerne i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.

De er sigtet for at forsøge at komme i besiddelse af en håndgranat, som de ville kaste mod en ukendt adresse i Herning-området, lyder det.

Fredag afspærrede betjente med maskinpistoler banegården i Herning. Der var tale om mistænkelige forhold, men politiet ville i første omgang ikke oplyse nærmere om de specifikke sigtelser.

I alt tre personer blev anholdt ved aktionen fredag, men kun de to piger fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet har tidligere oplyst, at hændelsen menes at være relateret til en igangværende konflikt i Herning, som også trækker tråde til Ikast.

I begge byer har politiet øget sin patruljering.

Til fredagens politiaktion steg kampklædte betjente om bord på et tog, der var på vej fra Vejle til Struer, har pressechefen hos GoCollective, Christopher Blomsterberg-Thaysen, oplyst til TV Midtvest.

Der var ingen, som kom til skade under aktionen, oplyser politiet.

Samtidig med aktionen på banegården fløj en helikopter rundt over midtbyen, beretter Herning Folkeblad.

Avisen skrev desuden, at politiets afspærringstape forhindrede en masse mennesker i at rejse fra banegården.

Politiet oplyser lørdag formiddag, at anklageren vil begære lukkede døre ved lørdagens grundlovsforhør.

Efterkommer dommeren det, vil det ikke være muligt for offentligheden at få indblik i, hvad de to sigtede eventuelt forklarer, og hvilke beviser politiet har.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek