Rabat, 16/06/2026 - 15:55
Terrordømte Mansour er død i fængslet efter udvisning fra Danmark
Den terrordømte Said Mansour blev udvist fra Danmark og har siden 2019 siddet i fængsel, hvor han døde.
Rune Feldt/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Den tidligere danske statsborger Said Mansour, der også er kendt som "Boghandleren fra Brønshøj", er død.
Det oplyser Said Mansours familie til Jyllands-Posten. I Danmark blev han dømt og udvist for at opfordre til terror.
- Han levede i guds navn, og han døde i guds navn, lyder det kortfattet fra familien, der ikke ønsker at udtale sig yderligere.
Said Mansour har siden 2019 siddet fængslet i Marokko, hvor han er født, og befandt sig i fængslet, da han i weekenden afgik ved døden. Han blev 66 år.
Said Mansour blev i 2016 af Højesteret udvist af Danmark og fik samtidig frakendt sit danske statsborgerskab.
Det er ikke oplyst, hvad han døde af.
Ifølge daværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) gav Marokko i 2019 Danmark en garanti for hans sikkerhed.
Hun kaldte ham "måske en af verdens allermest fanatiske islamister overhovedet".
På grund af garantien vakte det i 2020 opsigt, da han blev dømt til døden i forbindelse med en retssag om hans rolle i et angreb i den marokkanske storby Casablanca, hvor 45 mennesker i 2003 mistede livet.
Dommen blev senere omstødt til 25 års fængsel af en marokkansk appeldomstol.
Said Mansour er født i Marokko og kom i 1984 til Danmark. Fem år senere fik han dansk statsborgerskab, og han drev en arabisk boghandel, hvor var mistænkt for at udbrede propagandamateriale.
Ifølge dansk politi havde han tæt kontakt med den egyptiske islamist Omar Abdel Rahman, der blev idømt 240 års fængsel for terrorangrebet mod World Trade Center i 1993.
I en byretssag var han blandt andet sigtet for at have hyldet og delt en video af danske islamister, der skyder til måls efter Anders Fogh Rasmussen, Naser Khader, Kurt Vestergaard og Lars Hedegaard.
Said Mansour blev i 2015 af Østre Landsret idømt fire års fængsel for at opfordre til terror og hellig krig.
Landsretten annullerede Said Mansours danske statsborgerskab og udviste ham for altid. Dommen blev i 2016 stadfæstet i Højesteret.
Han er efter sin død blevet begravet i Casablanca.
/ritzau/




