Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Québec, 27/09/2024 - 02:51

Rapper bag VM-sangen Wavin' Flag anklages for seksuelt overgreb

K'naan, som står bag sangen Wavin' Flag, anklages for et overgreb, der angiveligt fandt sted for 14 år siden.

Af: /ritzau/

Den somalisk-canadiske rapper K'naan er torsdag blevet anklaget for et seksuelt overgreb i byen Québec, som angiveligt fandt sted for mere end 14 år siden. Det skriver det canadiske medie CBC.

K'naan står bag sangen Wavin' Flag, der fik verdensomspændende opmærksomhed, da den blev kendt under VM i fodbold i Sydafrika i 2010.

K'naan, hvis borgerlige navn er Keinan Abdi Warsame, er ifølge en arrestordre anklaget for et seksuelt overgreb, som skulle være fundet sted mellem 16. og 17. juli 2010.

På disse datoer befandt den nu 47-årige rapper sig i Québec, hvor han deltog ved festivalen Festival d'été de Québec. Det påståede offer er en kvinde, som var i sluttyverne på daværende tidspunkt. Det siger anklager Louis-Philippe Desjardins ifølge CBC.

Det påståede offer indgav en anmeldelse til politiet i Montreal i maj 2022. Sagen blev dog overført til politiet i Québec, da forbrydelsen angiveligt blev begået på et hotelværelse indenfor Québecs politikreds. Det oplyser Radio-Canada ifølge CBC.

Sagen var for retten torsdag morgen, men rapperen var ikke til stede under retsmødet.

Ifølge Radio-Canada er der høring i sagen i april 2025. Tilmed lyder det, at K'naan ønsker, at retssagen foregår på engelsk.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek