København, 05/09/2026 - 08:11
Skud affyret mod lejlighedsdør - ingen tilskadekomne
En beboer i en lejlighed er uskadt, efter at der fredag blev affyret skud mod vedkommendes hoveddør.
Af: /ritzau/
Flere skud er blevet affyret mod en lejlighedsdør på Kirke Værløsevej i Kirke Værløse.
Det skriver Ekstra Bladet lørdag morgen.
Vagtchef ved Nordsjællands Politi Daniel Cunneely bekræfter skudepisoden over for Ritzau.
- Vi fik en anmeldelse i går aftes klokken 20.24 om skud mod en lejlighedsdør.
- Der har været en beboer derinde, men personen er ikke kommet til skade, siger vagtchefen.
Politiet ved endnu ikke, hvad årsagen til skyderiet er, ligesom at politiet endnu ikke har identificeret en gerningsmand.
RITZAU




