Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/10/2023 - 08:00

Huset i november: Skimmelsvamp indtager flere boliger i år

Energisparevaner og det varme vejr, vi havde i sensommeren, øger risikoen for, at dit hjem bliver ramt af fugt.

Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Skimmelsvamp hjemsøger nemt dit hus dette efterår, hvis ikke du er flittig med at lufte ud og fyrer nok op for radiatorerne.

- Vi har i år oplevet en stigning i skimmelsvamp i boligerne herhjemme, fordi folk skruede så meget ned for varmen sidste år og lod være med at ventilere for at holde på varmen, siger Tine R. Sode, der er fagekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

I undersøgelsen "Danskerne i det byggede miljø", som er foretaget af Kantar Gallup for Videncentret Bolius og Realdania, angiver 14,9 procent af danskerne, at de har problemer med fugt og skimmelsvamp. I 2022 lå tallet på 12 procent.

Stigningen har kunnet mærkes hos både det uafhængige videnscenter skimmel.dk og Teknologisk Institut. De oplyser begge til Ritzau, at de siden sidste vinter har modtaget flere henvendelser om skimmel, end de plejer.

Og den ærgerlige tendens risikerer at fortsætte. Især fordi september var ekstraordinært varm. Det fortæller Britt Haker Høegh, der er seniorspecialist hos Teknologisk Institut.

- Det er bemærkelsesværdigt, at vi så sent på året har så højt et vandindhold i luften. Når udetemperaturen så falder, er der en meget større difference, end der ellers ville have været, og det kan øge fugtbelastningen i bygningerne, når det bliver koldt, siger hun.

Normalt falder fugten i luften gradvist i perioden fra højsommer til efterår. Men på grund af de høje temperaturer i september fylder den vandholdige luft stadig i hjemmene.

- Alle vores materialer – om det er tøj eller dyner eller vægge – tilpasser sig sommerens høje vandindhold i luften. Når temperaturen falder, skal materialerne tilpasse sig det nye, lavere vandindhold i luften og afgive den fugt, der er inde i dem, uddyber Britt Haker Høegh.

For at komme af med den ophobede fugt skal du opbygge en vedholdende udluftningsrutine.

Teknologisk Institut anbefaler, at du lufter ud to til tre gange om dagen. En gang om morgenen, efter du har været i bad og lavet kaffe, og en gang om aftenen, efter du har lavet mad. Er du hjemme i løbet af dagen, skal du lufte ud en ekstra gang.

Hver udluftning bør vare mellem fem og ti minutter med gennemtræk, så du er sikker på, at luften skiftes ud, og samtidig sikrer dig, at du ikke køler huset for meget ned.

- Det kan være rigtig svært at vurdere, hvor lang tid fem til ti minutter er. Så jeg plejer selv at sætte et vækkeur, siger Britt Haker Høegh.

Ud over regelmæssig udluftning skal du sørge for, at du i hele hjemmet holder en lun og jævn temperatur, der ikke ryger ned under 17 grader.

Det siger Tine R. Sode, der er fagekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Har du to radiatorer i stuen, kan du ikke bare nøjes med at tænde for den ene. For så får rummet ikke en jævn varme, som ellers vil koste mindre i energi og gøre, at der er mindre risiko for skimmelsvamp, siger hun.

Er du så uheldig, at du får skimmelsvamp i huset, skal du hurtigst muligt forsøge at vaske pletterne væk med desinfektionsmiddel. Husk at vaske efter med rent vand, så du fjerner den kemi, du har brugt, lyder rådet fra Britt Haker Høegh.

- Og så er det bare om at begynde at lufte ud. Det er tålmodigheden og stædigheden med udluftningen, der sikrer, at du får bugt med fugten, siger hun.

/ritzau fokus/

København, 03/12/2023 - 08:00

BLÅ BOG: Facts om Maria Fantino

* Maria Fantinos borgerlige navn er Maria Emilie Prehn Hansen.

* Blev i 2015 optaget på DR's Talenthold, som er public service-stationens to år lange udviklingsforløb, der udvikler nye talenter inden for værtskab og programidéer.

* Stoppede i sommer på "Curlingklubben" efter fem år bag mikrofonen med makkeren Christian Bonde.

* I dag laver de en podcast, som fortsætter i samme spor, på Bauer Media.

Kilder: Alt for damerne, Bauer Media.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/12/2023 - 08:00

X Factors nye vært: Jeg har et sundt bagland

ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Det er meget spændende - og skræmmende - at skulle være vært på "X Factor", lyder det fra Maria Fantino. Men der var ingen betænkeligheder, kun begejstring.

Siden hun var lille, har Maria Fantino set "X Factor" og selv drømt om at stå på scenen og præsentere de håbefulde deltagere og lede dem og seerne godt igennem showet, også når dommerne toppedes.

Så det kriblede i den daværende DR-radioprofil, da værtsjobbet blev ledigt, efter at Sofie Linde stoppede.

- Det har været en fuldstændig selvfølge fra næsten alle - venner, kæreste og familie, selv cheferne på DR - at jeg selvfølgelig bare skal det: "Det er jo det helt rigtige. Det job hænger heller ikke på træerne. Der er jo kun én, der kan få det ad gangen", genfortæller Maria Fantino.

- Jeg kunne også mærke det - allerede da de ringede og spurgte, om jeg ville til casting - at jeg bare skulle det, siger hun.

Selv om 17. sæson af "X Factor", som bliver Maria Fantinos værtsdebut på programmet, først får premiere 1. januar, er den 28-årige vært allerede i fuld sving med sit nye job.

Auditionrunderne og udskillelsesforløbet forud for liveshowene er for længst filmet.

Men det er først nu, at resultatet rammer skærmen - endda i bedste sendetid.

- Nu har jeg på en eller anden måde været i det offentlige søgelys, siden jeg var 22. Så jeg har også moduleret mig efter, hvordan sådan noget her er og øvet mig på, hvad man skal lytte til, og hvad man skal skære fra, siger Maria Fantino og fortsætter:

- Jeg ved ikke, præcis hvordan det potentielt kommer til at udspille sig. Men jeg ved, at uanset hvad andre kommer til at mene om mit hår, mine tænder eller min neglelak, så har jeg et rigtigt sundt og godt bagland:

- Min kæreste er ingeniør. Mine venner har kendt mig siden folkeskolen og gymnasiet. Og jeg har nogle gode, søde, fornuftige forældre, som er fuldstændigt afskåret fra den her medieverden, siger hun.

Mens Maria Fantino er et nyere ansigt på skærmen, er hendes stemme yderst velkendt i æteren.

Hun blev udklækket fra DR's eget to år lange udviklingsforløb Talentholdet i 2017. Hvert år søger DR fire personer, som de ser potentiale i kan blive fremtidens værter, tilrettelæggere, konceptudviklere eller noget helt fjerde, og Maria Fantino blev en af de udvalgte i 2015.

Kort efter hun havde gennemført Talentholdet, fik hun sit store gennembrud i det prisvindende P3-program "Curlingklubben" med makkeren Christian Bonde, som hun også siden har lavet underholdnings-tv med.

Et program, som fortsatte helt frem til i sommer, da det blev annonceret, at Maria Fantino stoppede efter otte år på DR til fordel for "X Factor".

- Det har selvfølgelig været nervepirrende at skulle sige sit job op og springe ud i noget helt nyt. Jeg har været virkelig, virkelig glad for DR. Og da jeg sagde farvel til dem, kunne jeg mærke: "Gud, hvor er jeg heldig, at jeg blev trist over at skulle sige farvel til jer", fortæller Maria Fantino.

- På den måde var det ikke en nem beslutning. Men jeg har bare kunnet mærke hele vejen igennem, at der ikke har været et gram tvivl - og jeg er ellers ret god til at tvivle på ting.

Undervejs har Maria Fantino talt meget med den afgående vært, Sofie Linde, som har stået i spidsen for "X Factor" otte sæsoner i streg.

- Der var ikke nogen, der var Sofie Linde for hende, da hun startede med at lave "X Factor". Så hun vil godt være den person, hun ikke selv havde, men helt klart havde brug for. Og det er jeg virkelig, virkelig taknemmelig for, understreger Maria Fantino.

Hun har kendt Sofie Linde og Sofie Lindes mand, tv-vært Joakim Ingversen, helt tilbage fra sine egne spæde år på DR.

Maria Fantino var som et del af talentforløbet i praktik på Sofie Lindes selvbetitlede "Sofie Linde show" på DR Ultra, som Joakim Ingversen også har været vært på.

- Jeg er stadig nogle gange chokeret over, hvor søde og flinke de er over for mig, udbryder Maria Fantino.

- De har virkelig hjulpet mig med alt - som lønforhandlinger. Jeg har haft Sofie i røret mange gange med alt fra store til små ting, siger Maria Fantino.

- Dengang jeg fik at vide, at jeg skulle lave "Curlingklubben", var de nogle af de første, jeg ringede til for at sige det. De har på en eller anden måde været de der stolte forældre ude på DR, der virkelig bare har heppet på mig.

Den 17. sæson af "X Factor" får premiere på TV 2 og TV 2 Play i januar 2024.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 03/12/2023 - 08:00

FAKTA: Hold varmen i sommerhuset

* Stil radiatorernes termostater ens, og hold alle døre åbne indendørs.

* Træk gardinerne for om aftenen og natten for at minimere varmetabet ved vinduerne, og træk dem fra om dagen for at få lys og varme ind.

* Hold øje med dit varmeforbrug, når du er i sommerhuset. En uventet stigning kan skyldes problemer med dit varmeanlæg.

Kilde: Tekniq Arbejdsgiverne.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 03/12/2023 - 08:00

Jul i sommerhuset? Sådan undgår du skader

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Vær forsigtig, når du åbner sommerhuset for at fejre juledagene. Frost og fugt kan nemlig skabe udfordringer, lyder det fra eksperter.

Jul i sommerhuset emmer af hygge, men den gode stemning fordufter hurtigt, hvis et vandrør sprænger, eller der sker andre skader.

Du skal især være opmærksom, hvis sommerhuset har været lukket ned i efterårsmånederne.

Det fortæller Henrik Bisp, der er ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Hvis det har været frostvejr, kan vandrørene fryse til, og hvis der er frosset vand i rørene, kan de sprænge, siger han.

Derfor er det vigtigt ikke at tænde vandet for fuldt drøn lige med det samme:

- Ved at lade en lille smule vand løbe gennem rørene tør de langsomt op, fortæller Henrik Bisp.

Noget andet du skal være opmærksom på ved ankomst, er, hvordan der lugter i sommerhuset. Sådan lyder rådet fra Birger Tannebæk Christiansen, der er teknisk konsulent i arbejdsgiver- og erhvervsorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne.

- Er luften dårlig, skal man undersøge, om det kan være skimmel, og om det kan skyldes manglende ventilation. Lugten af sommerhus er ikke nødvendigvis en positiv lugt, siger han.

Sørg i det hele taget for at lufte jævnligt ud under opholdet, og overvej, om der skal gøres nogle tiltag, som kan hjælpe med at holde luften frisk, når sommerhuset ikke er i brug.

- Det kan være ved at placere spalteventiler i vinduerne eller riste, eller at man har en emhætte, som kan indstilles til at gå i gang en gang imellem. Men det er selvfølgelig ikke energibesparende, siger Birger Tannebæk Christiansen.

Når juleferien slutter, skal hele sommerhuset gennemgås igen, påpeger Henrik Bisp.

- Man skal selvfølgelig lukke sommerhuset ordentligt ned igen, så det kan klare en eventuel frostsæson efter jul, siger han.

Her er det igen allervigtigst, at du har fokus på at undgå vandskader. Luk derfor for hovedhanen i målerbrønden. Dernæst tømmer du rørene ved at åbne for alle vandhanerne og trække ud i toilettet.

- Overvej at pille termostatbatterierne i badeværelset af. Der står nemlig altid en lille smule vand i dem, lyder det fra Birger Tannebæk Christiansen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv