Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 19/03/2025 - 08:00

Anders Matthesen: Jeg har altid frygtet at ende som et ringvrag

I filmen "Under stjernerne på himlen" skal Anders Matthesen lave et alvorligt portræt af Tommy Seebach, som er en karakter, han på mange måder kan relatere til.

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Bertram Svarre Carlson, Ritzau Fokus

Da Tommy Seebach for allersidste gang deltog i det danske melodigrandprix i 1993, var det med sangen "Under stjernerne på himlen", som det danske popikon med de store krøller vandt sin elskede konkurrence med for tredje gang i historien.

Samme år brød en 18-årig Anders Matthesen igennem i DM i standup, hvor han med en andenplads meldte sig ind i en verden, som han snart skulle erobre.

Mens Tommy Seebach dengang var på bagsiden af sine største øjeblikke, havde Anders Matthesen ganske kort til toppen og er siden stort set lykkedes med alt, han har rørt ved.

Nu - 32 år senere - skal Anders Matthesen portrættere netop Tommy Seebachs svanesang i "Under stjernerne på himlen".

- Nu havde Tommy jo virkelig kniven for struben. Det har jeg jo aldrig rigtig haft, men jeg har da haft masser af kriser i mit arbejde om, hvor længe jeg skal blive ved med det her. Hvor jeg er blevet usikker på mig selv, fortæller Anders Matthesen.

- Jeg har jo også set nogle barndomsidoler, hvor de måske er blevet ved for længe. Så har man været til et show, hvor man har tænkt: "Hold kæft, mand, så træk dig dog!", og der vil man jo nødigt ende. Jeg har altid haft en skræk for at ende som et ringvrag, siger Anders Matthesen og understreger, at han ikke mener, at Tommy Seebach blev det.

Anden, som er komikerens kunstnernavn, kom ind i danskernes bevidsthed via "Børneradio" på DR's P3. Her udviklede ugentlige satireindslag sig til den humoristiske cd "Hva' snakker du om? - Den ka' byttes Vol. 1".

Cd'en solgte titusindvis af eksemplarer og vandt Årets Entertainment Udgivelse ved Danish Music Awards 2001.

På trods af en karriere, hvor han har udforsket underholdning i øst og vest, er Anders Matthesen flere gange vendt tilbage til det helt grundlæggende med en mand og en mikrofon. Senest var i 2022 og 2023, hvor han var på turné med onemanshowet "Jokes - fra en hvid, straight mand".

- Jeg har altid tænkt på, hvor længe det, man laver, bliver ved med at være godt, og om der er nogle, der ville være så søde at sige til, hvis man begynder at ryge ud på et skråplan, siger Anders Matthesen og fortsætter:

- Man kan jo ikke forblive på toppen altid, og det har jeg i hvert fald sluttet temmelig meget fred med. Så hvis bægeret løber tør, så er det bare sådan, men man kan jo godt være lidt nervøs for, om man kan se det, når det sker, eller om man bare bliver ved for længe.

Anders Matthesens gennembrud var som komiker, men han er siden blevet meget mere end bare det.

I 2003 skabte han julekalenderen "Jul på Vesterbro" og året efter animationsfilmen "Terkel i knibe".

I filmen "Sorte kugler" fik han sin instruktørdebut, mens han også besad hovedrollen.

Som forfatter står han bag bogserien "Ternet ninja", der har affødt to animationsfilm, som er blandt de mest sete danske film nogensinde.

Det er blevet til robertpriser med "Terkel i knibe", "Sorte kugler", "Ternet ninja" og "Ternet ninja 2". Og for sidstnævnte blev han den første nogensinde til at vinde bodilstatuetten for Bedste Mandlige Hovedrolle på baggrund af en stemmepræstation.

Senest har man kunnet se Anders Matthesen i det romantiske komediedrama "Toscana" og forinden i Afdeling Q-thrilleren "Marco effekten".

Han har udgivet to rapalbummer, "Soevnloes" i 2006 og "Villa Peakstate" i 2010. Som noget af det eneste i Anders Matthesens karriere blev disse musikalske bidrag sablet ned af anmelderne.

- Jeg synes, det er spændende at være i så mange forskellige kreative felter som overhovedet muligt. Og der har det dramatiske helt klart også pirret mig, men fordi jeg er blevet komiker, kan det måske spærre lidt for, at man kan blive set i en alvorlig rolle, siger Anders Matthesen og fortsætter:

- Jeg har været ret grundig med at fravælge de roller, der måske kunne være med til at fastholde mig i den sjove afdeling, fordi de tilbud har der været mange af, siger han.

Når Anders Matthesen går ind i rollen som Tommy Seebach, er det med ramme alvor. Derfor håber og tror han på, at folk kan abstrahere fra hans image som komiker, når de ser ham i "Under stjernerne på himlen".

Selv om det er en udfordring, han er bevidst om, frygter han ikke, at han bliver en moderne version af Dirch Passer, som blev misforstået og mødt af latter i den tragiske forestilling "Mus og mænd".

Dirch Passer er ellers en anden historisk person, som Anders Matthesen har stiftet bekendtskab med gennem sit arbejde, da han i 2011 selv spillede den folkekære komiker på Nørrebro Teater i København.

- Jeg har jo aldrig været ligesom Dirch Passer, hvor hvis man kiggede på ham, så grinte man nærmest bare, fordi han var så animeret. Min force er jo ikke, at jeg ser supersjov ud, forklarer Anders Matthesen.

- Jeg er jo ikke på den måde blevet komiker, fordi jeg er sådan en fjollerøv, der godt kan lide, at det skal være sjovt hele tiden, siger han.

Eksempelvis droppede holdet bag filmen falske tænder og direkte imitation i "Under stjernerne på himlen", da det ikke skulle tilnærme sig en parodi af Tommy Seebach.

- Vi tænkte, at det nok er federe, hvis det bliver mig, der giver et portræt af figuren. Så prøver vi at hjælpe folk med at forstå, at det er mig, som er Tommy, og hvis de ikke kan se det, har vi noget sminke og sådan. Men det skal også være et skuespilarbejde, siger Anders Matthesen.

Tommy Seebach gik bort i 2003 som 53-årig. Hans tidlige død tilskrives alkoholmisbrug. Han var på vej på arbejde på Bakken, da han faldt om med et hjertestop. Han var ædru i sin sidste stund.

Han efterlod sig børnene Nicolai, Marie og Rasmus Seebach. Sidstnævnte har selv fået en musikkarriere ud over det sædvanlige og er en af de bedst sælgende danske musikere nogensinde.

Rasmus Seebach bliver selv portrætteret i filmen, og Anders Matthesen har i forberedelsen sat sig ned med den i dag 44-årige søn for at få et bedre indblik i Tommy Seebach som person.

- Her tillod jeg mig bare at spørge om alt, bare så jeg selv kunne blive klogere. Og det var helt lavpraktiske ting: Om han drak kaffe eller te, om han spiste slik, eller om han kunne blive sur, fortæller Anders Matthesen.

- Én ting er at kigge på en person i et interview eller en video, men når nogle fortæller, hvad de synes om det, der skete, eller hvad der fik dem til at grine, kan det hjælpe til, at man rigtigt forstår ham, siger Anders Matthesen.

Ud over at han både skal ligne og opføre sig som Tommy Seebach, har Anders Matthesen i filmen til opgave selv at synge de ikoniske sange.

- Jeg synes selv, at det er lidt fesent, når jeg ser en film, hvor det pludselig er den oprindelige kunstners stemme, der overtager. Det synes jeg altid, er lidt underligt, fortæller Anders Matthesen, som har brugt tid med en sangcoach for at lyde som Tommy Seebach.

- Det bliver jo ikke én til én. Man kan jo godt høre, at det er mig, men vi har prøvet at komme så tæt på, som min stemme tillader, fortæller han.

Anders Matthesen kan ses i hovedrollen som Tommy Seebach i filmen "Under stjernerne på himlen", der har premiere 20. marts.

/ritzau/

Madrid, 12/11/2025 - 13:50

Casanova taber retsstrid om billeder med kong Frederik i Madrid

Raúl Terrel/Ritzau Scanpix

Genoveva Casanova lagde sag an mod et magasin for at bringe billeder af hende og daværende kronprins Frederik.

Der var ikke tale om ærekrænkelse og en krænkelse af privatlivets fred, da det spanske magasin Lecturas bragte en serie af billeder af tv-personligheden Genoveva Casanova og kong Frederik.

Det har en dommer afgjort onsdag, og Casanovas sag mod Lecturas er derfor blevet afvist, skriver Lecturas selv.

Billederne i sagen er fra en historie, som Lecturas bragte i 2023.

Her kunne man blandt andet se Casanova gå tur i den spanske hovedstad, Madrid, med kong Frederik, der på det tidspunkt var kronprins.

Kongehuset siger til Ritzau, at det ikke har nogen kommentarer til sagen.

Det har været linjen fra kongehuset gennem hele forløbet, som tog sin begyndelse i november 2023, hvor Lecturas offentliggjorde billederne af kronprinsen og den mexicanske tv-personlighed, som også har arbejdet som skuespiller og model.

Det blev antydet, at der var en romantisk forbindelse mellem de to.

Det har Genoveva Casanova, der i dag er 49 år, afvist. Kong Frederik har ikke udtalt sig om sagen.

Billederne fra Madrid viste en gåtur i en park og også billeder af de to hver for sig, som ifølge Lecturas blev taget foran Casanovas lejlighed.

De blev desuden ifølge magasinet begge set gå ind i opgangen og senere komme ud igen, hvorefter de blev set sætte sig ind i den samme bil.

Fra Genoveva Casanovas side har det lydt, at det var en krænkelse af hendes privatliv at bringe billederne. Hun mener samtidig, at hendes omdømme led uoprettelig skade.

Derfor sagsøgte hun Lecturas med et krav om erstatning på en million euro svarende til små 7,5 millioner kroner.

Men dommeren i sagen mener altså, at magasinet var berettiget til at bringe billederne.

Begge personer var kendt i offentligheden, og mødet mellem dem havde både en social og politisk relevans, står der i afgørelsen ifølge Lecturas.

Tilbage i november 2023 var kong Frederik stadig kronprins. Han besatte tronen nogle få måneder senere i januar 2024, efter at dronning Margrethe i sin nytårstale havde sagt, at hun ville abdicere.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 12/11/2025 - 13:36

TV 2 News-veteran vender tilbage efter cykelstyrt

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Tv-værten Karen-Helene Hjorth måtte sygemeldes med kraniebrud efter et voldsomt cykelstyrt. Nu vender hun tilbage til arbejdet.

Den mangeårige TV 2 News-vært Karen-Helene Hjorth vender snart tilbage til jobbet efter et halvt års sygemelding.

Det skriver Se og Hør.

Siden juni har Karen-Helene Hjorth været sygemeldt efter et styrt på sin ladcykel. Hun blev slynget over styret på cyklen, og faldet gav hende både kraniebrud og voldsom hjernerystelse.

Men nu kan den erfarne vært endelig komme med godt nyt.

- Jeg har det lige præcis så godt, at det er realistisk, at jeg kan komme tilbage på arbejde i et meget stille og roligt tempo, fortæller Karen-Helene Hjorth til Se & Hør.

Hun har de sidste mange uger været i et forløb hos Center for Hjerneskade, der har gjort hende i stand til at trække i arbejdstøjet igen, uddyber hun.

Det er planen, at Karen-Helene Hjorth skal have første arbejdsdag 3. december.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at komme tilbage på arbejde, og jeg er meget taknemmelig for, at alt tyder på, at det godt kan lade sig gøre, siger Karen-Helene Hjorth til ugebladet.

Man må dog væbne sig lidt med tålmodighed i forhold til at se Karen-Helene Hjorth tilbage på skærmen. Hun kommer i første omgang ikke til at agere nyhedsvært, men lægger ud med at deltage i møder og spise frokost med kollegaerne.

Hun skal desuden genoptrænes i at være studievært, så hun endnu en gang kan være klar til at levere nyheder til danskerne.

Karen-Helene Hjorth sender også en stor tak til sin arbejdsplads, TV 2, som har været gode til at rumme situationen, fortæller hun.

Genopstarten er dog også forbundet med en vis nervøsitet, men den prøver hun ikke at dykke for meget ned i, fortæller hun.

Journalisten har været tv-vært siden 2003 og en fast del af værtsgruppen på TV 2 News siden 2009.

Sammen med sin eksmand har hun en 12-årig datter, Anna-Klara.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 12/11/2025 - 08:00

FAKTA: Honningkagens historie

* Kager bagt med mel og krydderier og sødet med honning kan spores helt tilbage til middelalderen.

* Munkene i middelalderens europæiske klostre spiste de hårde kager for ikke at bryde fasten. 

* Senere spredte kagen sig ud i Europa, og i Tyskland fik den navne som Lebkuchen og Honigkuchen. 

* Fra slutningen af 1700-tallet dukkede honningkagerne op i Christiansfeld, der dengang tilhørte Slesvig. 

* Byens to første bagere havde tyske rødder og introducerede honningkagen. Kagen blev gennem tiden blandt andet brugt af byens sognepræster til forlovelsesritualer. 

* Christiansfeld, der i dag er en del af Sønderjylland, har fortsat en stolt tradition for de krydrede kager. 

* Der findes dog flere bud på, hvordan en ægte Christiansfelder-honningkage skal bages. 

Kilde: Lex - Danmarks Nationalleksikon. 

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 12/11/2025 - 08:00

Gode honninghjerter tager tid: Begynd allerede nu

Hele huset dufter, når hjemmebagte honninghjerter tages ud af ovnen. Men hvis du skal byde på den krydrede honningkage i december, skal du lave fordejen nu.

Ingredienser som nellike, ingefær og kanel giver honninghjerter den karakteristiske smag af jul.

Men forberedelserne skal du lave, længe før kagerne kan nydes i december.

For de klassiske honninghjerter består også af en fordej, der laves, minimum fire uger før kagerne bages.

Det fortæller Cathrine Brandt, der er forfatter til flere bøger om bagværk og ejer af bageriet Brandt Brød i Silkeborg.

Fordejen til det, Cathrine Brandt betegner som julens vigtigste bagværk, består af kun to ingredienser.

- Først rører man honning og hvedemel sammen, og det skal have lov at stå, for at man kan få nogle luftige honninghjerter, siger hun.

Stivelsesmolekylerne i fordejen ændrer sig, når honning og hvedemel får lov at modne sammen.

Når du senere ved bagningen tilsætter hævemiddel i form af hjortetaksalt og potaske, sker der en kemisk reaktion, som skaber luftbobler og giver en blød og luftig kage.

Fordejen skal opbevares i en lufttæt beholder og stilles et køligt sted.

- Den må ikke stå alt for varmt, så hvis man har et meget varmt køkken, kan man stille den i et viktualierum, en kælder eller i køleskabet, siger Cathrine Brandt.

Inden fordejen blandes med de øvrige ingredienser, kan du med fordel rive den på et groft rivejern.

Så undgår du, at din røremaskine bukker under for den hårde masse midt i årets måske vigtigste bagemåned.

Cathrine Brandt forbereder selv fordejen lige omkring efterårsferien, men du kan let få et godt resultat, hvis du laver den i midten af november.

- Så kan man bage dem i starten af december, og så har man honninghjerter til hele måneden, hvis man fugter dem undervejs, siger hun.

Blandingen kan hverken fordærve eller blive for gammel, da den ikke indeholder vand.

Derfor kan du ifølge Cathrine Brandt sagtens bruge fordejen fra sidste år, hvis du ikke kom i mål med dine honninghjerter.

Når de nybagte kager tages ud af ovnen, er de hårde som sten og derfor ikke til at spise.

- Her fungerer det allerbedst, hvis man lægger de bagte honninghjerter på en bageplade med en bagerist hen over og dækker med et fugtigt viskestykke.

- Så blødgør man viskestykket løbende over et par dage, mens kagerne står og trækker fugt. Og så kan man lukke dem med chokolade, siger Cathrine Brandt.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek