Basel, 21/08/2019 - 16:34
Stærk Antonsen stryger i tredje runde ved VM
Med en overbevisende indsats mod Malaysias Daren Liew er Anders Antonsen videre ved VM i badminton.
Toshifumi Kitamura/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Danmarks største medaljehåb ved badminton-VM skuffede ikke, da han første gang var i aktion i hallen i Basel.
Femteseedede Anders Antonsen leverede en glimrende præstation i andenrundekampen mod Malaysias Daren Liew, som blev slået forholdsvis sikkert i to sæt med cifrene 21-17, 21-13.
Den 22-årige dansker var i god kontrol fra start, og fra 4-4 satte Antonsen kursen mod sejr i første sæt.
Ved opholdet midtvejs var han foran 11-6, og trods lidt dansk sløseri undervejs og nogle skarpe stik fra Daren Liews forhåndsside, kørte Anders Antonsen sættet i land med 21-17 på sin tredje sætbold.
Til gengæld havde danskeren det svært i indledningen af andet sæt.
Sidebyttet havde sendt Antonsen over på medvindssiden, og det gav problemer med at finde længden på slagene.
Det gav malaysisk 4-0-føring, inden Antonsen fandt rytmen på banehalvdelen.
Herfra tiltvang han sig imidlertid også et solidt overtag, og modløsheden forsvandt stille og roligt fra modstanderen, i takt med at Antonsen leverede flere fremragende slag.
Fra midtvejs i sættet var der niveauforskel på de to spillere, og det endte med sikker dansk sætsejr og en billet videre i turneringen.
I tredje runde skal Antonsen møde vinderen af opgøret mellem Lino Muñoz og den 13.-seedede japaner Kanta Tsuneyama om en plads i kvartfinalerne.
/ritzau/