København, 19/01/2026 - 10:37
Person ramt af tog på Østbanen på Sjælland
Der kører ingen tog mellem Hårlev og Vallø efter personpåkørsel. Det fremgår af P4 Trafik ifølge B.T.
Af: /ritzau/
En person er blevet påkørt af et tog på Østbanen.
Derfor kører der mandag formiddag ingen tog mellem Hårlev og Vallø. Lokalbaneselskabet Lokaltog er ved at skaffe togbusser til strækningen.
Det skriver P4 Trafik.
Der er massiv udrykning sendt til stedet. Også en lægehelikopter er sendt til Sydsjælland.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for B.T., at man har fået en anmeldelse om en togpåkørsel, og at man har fundet en person, der er blevet ramt af et tog.
Ifølge avisen er personens tilstand efter påkørslen ukendt.
Ifølge B.T. er der tale om en mand.
/ritzau/




