Kuwait By, 06/06/2026 - 03:22
Kuwaits hær melder om fjendtlige angreb med droner og missiler
Få dage efter angreb på international lufthavn i Kuwait er flere droner og missiler blevet affyret mod landet.
Af: /ritzau/
Kuwaits luftforsvar er natten til lørdag ved at afværge fjendtlige drone- og missilangreb.
Det skriver Kuwaits hær i et opslag på det sociale medie X.
Det fremgår ikke, hvor dronerne og missilerne kommer fra. Det fremgår heller ikke, hvor i landet luftalarmerne lyder.
Fra hæren lyder det videre, at lyde fra eksplosioner stammer fra luftforsvarssystemerne, der skyder missilerne og dronerne ned.
Meldingen om angrebene kommer kort tid efter, at det amerikanske militær har nedskudt fire iranske droner, der var på vej mod Hormuzstrædet, og angrebet to radaranlæg i Iran.
Der har været flere angreb mellem USA og Iran i løbet af den seneste uge.
Tidligere på ugen affyrede Iran droner og missiler mod både Kuwait og Bahrain, oplyste det amerikanske militærs centralkommando, Centcom.
Onsdag morgen blev en terminal i Kuwaits international lufthavn ramt af et iransk droneangreb. Det meddelte Kuwaits udenrigsministerium.
Ifølge sundhedsmyndighederne i Kuwait blev mindst 63 personer såret - heriblandt både passagerer og lufthavnsansatte - mens en person mistede livet.
Flytrafikken til og fra lufthavnen blev suspenderet som følge af angrebet, og fly med kurs mod den internationale lufthavn blev omdirigeret til andre lufthavne.
/ritzau/




