Bangkok, 07/08/2026 - 06:20
Dødeligt skoleskyderi nord for Bangkok sårer flere elever
Lærer har mistet livet efter skoleskyderi i Thailand. Mistænkt har ifølge politiet slået sig selv ihjel.
Af: /ritzau/
En lærer har mistet livet, og fire personer er blevet såret - heriblandt tre elever - efter et skoleskyderi nord for Thailands hovedstad, Bangkok.
Det melder politi i landet tidligt fredag morgen dansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hændelsen fandt sted i distriktet Bang Kruai, og politiet har meddelt, at det har identificeret gerningspersonen som en elev.
Politiet har rapporteret, at den mistænkte har slået sig selv ihjel.
Der er ikke umiddelbart flere oplysninger om vedkommende. Alder og køn på personen er derfor endnu ukendt.
Tidligere på morgenen sagde Pasakorn Chaitawiwong, som er lokal leder af politiet i underdistriktet Plai Bang i Nonthaburi-provinsen, at skyderiet havde ført til dødsfald, men at det præcise antal ofre var ukendt.
Ifølge Reuters viser billeder, som redningsfolk på stedet har delt, elever strømme ud fra gymnasiet Debsirin Nonthaburi School, mens ambulancer er til stede.
På et af billederne ligger en person på en båre uden for en ambulance, mens en anden bliver behandlet af en redder.
RITZAU




