København, 10/08/2025 - 23:32
Novo-kollaps kostede milliarder i danskernes pensionsopsparing
Nedjusterede forventninger fra Novo sendte aktien voldsomt nedad. Det har kostet dyrt hos pensionsselskaber.
Dado Ruvic/Reuters
Af: /ritzau/
Novo-aktiens dyk i slutningen af juli barberede væsentlige summer af danskernes pensionsopsparinger.
Det oplyser en række pensionsselskaber som Industriens Pension og Velliv til Berlingske.
Frem til begyndelsen af august har kursfaldet i år kostet Vellivs kunder 1,1 milliard kroner, skriver Berlingske.
530 millioner kroner blev i slutningen af juli skåret af Industriens Pensions Novo-aktiers værdi, oplyser selskabet til mediet.
Aktiechef i pensionsselskabet Morten Rask Nymark siger dog til Berlingske, at aktien stadig er en god investering.
Når selskabet indregner det isolerede fald, viser bundlinjen fortsat, at aktien har givet knap en halv milliard kroner i afkast over de seneste fem år, siger han til mediet.
Også et pensionsselskab som PensionDanmark mærkede dykket i Novo-aktien.
I begyndelsen af august havde selskabet tabt 1,78 milliarder kroner på sin investering for 2025.
Men ligesom Industriens Pension har PensionDanmark også tjent store gevinster på aktien, som opvejer tabet, siger chef for aktier og kredit i selskabet Erik Bennike.
I den lavere ende af tab befinder selskaber som PKA og Pensam sig.
Selskaberne har færre aktier i Novo Nordisk og har derfor tabt henholdsvis omkring 97 og 99 millioner siden årsskiftet.
En række pensionsselskaber har ikke ønsket at oplyse til Berlingske, hvad de har tabt på kursfaldet.
Det gælder blandt andet landets største kommercielle pensionskasse, PFA, og ATP, der investerer på vegne af alle danskere.
Novo Nordisk nedjusterede sine forventninger til årets vækst i slutningen af juli. Det sendte aktien ned i det største fald nogensinde på mere end 23 procent.
Siden fik aktien dog et comeback efter skuffende data fra den nærmeste konkurrent, Eli Lilly.
Et studie med en vægttabspille fra konkurrenten stod nemlig ikke mål med det vægttab, Novo har vist med sin pilleversion af supersællerten Wegovy, skrev MarketWire.
Og det gav Novo-aktien lidt tiltrængt luft.
Fredag lukkede Novo-aktien til kurs 323, og investorerne kan nu se spændte frem mod mandag, hvor børsen åbner igen efter weekenden.
/ritzau/