Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Helsingør, 15/06/2025 - 07:00

Patrick Dorgu abstraherer fra hele verdens øjne

Efter et omvæltende år med landsholdsgennembrud og et skifte til Manchester United har 20-årige Patrick Dorgu lært at leve med omverdenens konstante fokus.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Alle har en holdning til alt. Hele tiden. Sådan er vilkåret for en professionel fodboldspiller i Manchester United, der en af verdens mest eksponerede fodboldklubber.

Det har den danske landsholdsspiller Patrick Dorgu oplevet, siden han skiftede til klubben i begyndelsen af februar. Kontrasten fra at spille for Serie A-lilleputten Lecce til at være en del af cirkusset hos en modvindsramt gigant er enorm, bemærker han.

Derfor har han hurtigt lært at lukke omverdenen ude. Det fortæller den 20-årige dansker i et tilbageblik på det seneste år, hvor han er gået fra relativt ukendt til at være en fast bestanddel af landsholdet og have hjemmebane på en af fodboldens mest ikoniske adresser.

- Presset på at spille i Manchester United er stort, og det kræver meget mentalt at spille for sådan en klub, har jeg lært. Folk i hele verden følger med i klubben, og der er rigtig mange holdninger til, hvordan holdet og de enkelte spillere gør det.

- Jeg prøver at lukke det ude ved bare at fokusere på mit eget spil og ved kun at lytte til den feedback, jeg får fra trænerteamet. Det hjælper mig ikke, hvad eksperter eller fans mener, uanset om de synes, jeg er verdens bedste eller har spillet skidt, siger Dorgu.

Han nåede 2,5 år i Lecce, før United stod klar til at købe ham. De første rygter kom lidt som et chok, og han troede ikke, at skiftet ville gå i orden, før han pludselig sad i flyet på vej til det kølige Nordvestengland.

- Det har været et livsforandrende år. Jeg er gået fra at spille i Lecce og til at spille en Europa League-finale for en af de største klubber i verden. Det er jeg glad for og stolt af, men det føles også lidt uvirkeligt.

- Jeg har altid stolet på mine kvaliteter, og jeg har vidst, at hvis jeg arbejdede hårdt, så ville min karriere også gå i den rigtige retning. Så på en måde har jeg bare fulgt min plan, men det er da gået ret hurtigt, medgiver Dorgu.

Udefra har Manchester United lignet en klub i kaos. Resultaterne mere end halter, taget på det saneringsmodne Old Trafford lækker, og der er månedlige nedskæringer i administrationen.

- Jeg kom til klubben på et presset tidspunkt, og jeg kunne læse alt muligt, men internt i klubben oplevede jeg slet ikke det samme kaos. Der er en helt anden ro, og alle kigger fremad og tror på en positiv fremtid, selv om vi ved, at der altid vil være fokus på alt, der sker i Manchester United, siger Dorgu.

Han takker landsmændene Christian Eriksen og Rasmus Højlund for at have hjulpet med integrationen i Manchester.

Landstræner Brian Riemer beundrer, hvordan Dorgu med sin uimponerede tilgang hurtigt har lært at navigere på og uden for banen i den underpræsterende storklub.

- Da han skiftede, tænkte jeg først: "Puha, det er et stort skifte". Det kan være noget af et pres, når en stor klub ikke lever op til høje forventninger, men jeg synes, at Patrick har gjort det rigtig fint, og han har efterladt et positivt indtryk i deres kampe.

- Da jeg startede som landstræner i november, så jeg ham lidt som et talent, men jeg kan allerede mærke nu, at han har flyttet sig i hierarkiet. Han er helt klart en spiller, der fast konkurrerer om at starte inde på landsholdet, siger Riemer.

Landstræneren bemærker, at lynhurtige Dorgu fortsat har meget at lære, hvis han vil rangere som en af verdens bedste wingbacks.

- Jeg ved, at trænerstaben i Manchester United arbejder intensivt på at forbedre hans defensiv, og det er naturligt, fordi han engang var kantspiller og nu er rykket længere tilbage på banen.

- Han har sine klare forcer i offensiven, men han skal lægge flere mål og assist på sit spil, hvis han skal helt frem på listen over dygtige wingbacks, siger landstræneren.

Dorgu er sikker på, at begge dele kommer. Han mærker tydeligt, at han rykker sit niveau måned for måned.

- Jeg træner med flere af verdens bedste spillere, og selv om både kampe og træninger i Serie A var på et højt niveau, er tempoet bare langt højere i Manchester og Premier League. Jeg har meget at lære, men Ruben Amorim, hans stab og mine holdkammerater hjælper mig hver dag, siger Dorgu.

Danskeren gik på ferie i tirsdags, efter at han leverede en glimrende præstation i landsholdets 5-0-sejr over Litauen.

/ritzau/

Los Angeles, 17/06/2025 - 00:21

Læge mistænkt i sag om Perrys død ventes at erkende sig skyldig

Chris Delmas/Ritzau Scanpix

Læge, som er anklaget for at sælge ketamin til skuespilleren Matthew Perry, ventes at erkende sig skyldig.

En læge, som er anklaget for at være medskyldig i den amerikanske skuespiller Matthew Perrys død, ventes at indgå en aftale med anklageren om at erkende sin skyld.

Det oplyser USA's justitsministerium ifølge AFP.

Lægen Salvador Plasencia har således indvilget i et erklære sig skyldig i fire tilfælde af distribution af ketamin, lyder det fra ministeriet.

Den maksimale straf for dette lyder på 40 års fængsel, fremgår det.

Den anden læge, som er anklaget i sagen, Mark Chaves, erkendte sig skyldig i oktober sidste år. Chavez indrømmede her, at han solgte ketamin til Salvador Plasencia, som solgte det videre til Perry og til Perrys assistent.

Ifølge AFP solgte Chaves ketaminen til Perry for en pris, som var presset voldsomt op.

Det amerikanske medie AP skriver, at aftalen om en tilståelse fra Plasencia ventes at lande i løbet af de kommende uger. Det var meningen, at retssagen mod ham skulle begynde i august i år.

54-årige Matthew Perry, der er kendt for sin rolle som Chandler Bing i tv-serien "Friends", døde i oktober sidste år.

Han druknede i sit badekar efter at have mistet bevidstheden som følge af blandt andet at have indtaget ketamin.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med en operation.

Det kan også bruges som medicin til mennesker til behandling af akutte stærke smerter.

Plasencia og en kvinde, der også er anklaget for at have solgt ketamin, har været anklagemyndighedens primære mål, efter at tre andre anklagede - heriblandt Chaves - alle har tilstået, skriver AP.

AFP navngiver kvinden som Jasveen Sangha. Hun skal være kendt som "Ketamin-dronningen", der angiveligt sælger stoffer til de rige og berømte. Hun er anklaget for at have solgt Perry den dosis ketamin, som endte med at slå ham ihjel.

Hun nægter sig skyldig i anklagerne.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 23:01

Geranium-chef var ikke nervøs: Beholdte de tre stjerner

Claus Bech/Ritzau Scanpix

Noma, Jordnær og Geranium i Danmark beholder deres tre michelinstjerner endnu et år.

I sekunderne op til afgørelsen blev der flere steder delt nervøse blikke med sidemanden i den hal i Odsherred, hvor michelinceremonien blev afholdt mandag aften.

Men køkkenchefer og restauratører fra de nordiske restauranter kunne ånde lettet op, da det blev annonceret, at ingen fik frataget deres stjerner i år.

Det blev oplyst fra scenen i den nordvestsjællandske by Nykøbing Sjælland, hvor uddelingen, der gælder de nordiske lande, blev afholdt.

Det betyder blandt andet, at Geranium i København, der var den første danske restaurant til at få den tredje stjerne, stadig kan smykke sig med sine tre stjerner.

Og selv om luften var til at skære igennem af spænding og nervøsitet i sekunderne op til afgørelsen, var der mere ro på hos manden bag Geranium.

- Jeg vander ikke den plante, der hedder, at vi kan miste. Jeg prøver at tænke positivt og fremad, siger kok og medejer af Geranium Rasmus Kofoed.

De andre danske restauranter med tre stjerner, Jordnær i Gentofte og Noma i København, beholder ligeledes deres tre stjerner.

Foruden dem har de norske restauranter Maeemo i Oslo og RE-NAA i Stavanger og den svenske restaurant Frantzén i Stockholm fortsat tre stjerner.

Maeemo fik samme år som Geranium de første tre stjerner i Norden.

- Vi var de første til at bryde cirklen, hvor det viste sig, at det kan lade sig gøre at få tre stjerner i Norden, siger Rasmus Kofoed.

Michelinguiden uddeler hvert år stjerner til verdens bedste restauranter.

En stjerne betyder, at det er en "rigtig god restaurant i sin kategori", mens to stjerner betyder "en omvej værd", og tre stjerner betyder "værd at rejse efter".

De første danske michelinstjerner blev givet i 1983 til Kong Hans Kælder, der fortsat er med i guiden, og La Cocotte i København.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

FAKTA: Gennemtænk sorteringssystemet

* Tænk over, hvilket affald du har mest af. Indret dit sorteringssystem, så det passer til mængderne af dit affald.

* Tænk over placeringen af beholderne, så det er let at komme af med det affald, du har mest af.

* Overvej, hvor tit du går ned med dit affald. Det kan være, at du skal vælge rummelige spande eller poser, så du ikke skal
tømme dagligt. Hvis du omvendt er vant til at tømme dit affald ofte, kan du måske nøjes med små spande eller poser, så du kan
tage lidt med dig, når du alligevel skal ud ad døren.

* Hvis pladsen er lidt trang, kan du overveje at samle flere typer af affald i samme beholder og vente med at sortere dem, til du er ved de egentlige affaldsspande. Det gælder eksempelvis pap og papir eller glas og metal.

Kilde: folderen "Inspiration til indretning af affaldssortering" udgivet af Københavns Kommune (2024).

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 16/06/2025 - 11:00

Optimer affaldssorteringen derhjemme

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Der er ikke én måde at indrette en affaldssortering. Sørg for at tænke igennem, hvad I har brug for meget plads til, og hvor det bedst befinder sig i hjemmet.

Gamle dåser i en spand, tomme flasker i en pose, bunkevis af sammenmaste mælkekartoner og en grøn spand, der bugner af madrester. Affaldssortering er rykket ind i mange danske hjem. Og med et stigende antal fraktioner, der skal sorteres i, er det med at holde tungen lige i munden og orden i systemerne.

Viljen til at sortere lever i bedste velgående, viser en undersøgelse fra Videncentret Bolius fra 2022. Det kan til gengæld være en udfordring at få plads til det hele.

Hvis du er lidt overvældet over mængden af beholdere, dit køkken skal rumme, er der et par fif at hente hos Tine Sode, som er fagredaktør og ekspert i huseftersyn hos Videncentret Bolius.

- Man kan godt indrette sin affaldssortering smart. Selv om man skal sortere i ti forskellige fraktioner, behøver man ikke selv at have ti forskellige poser.

- Man kan for eksempel bruge den samme beholder til plast, metal og glas og så først sortere det nede ved skraldespanden, forklarer Tine Sode.

Hun har ikke selv dedikerede beholdere til alt, hvad hun sorterer, men grovsorterer først i nogle beholdere, som hun tager med ud, og så finsorteres indholdet ved de egentlige skraldespande.

Dernæst handler det ifølge Tine Sode om at se med kritiske briller på, hvor meget af sorteringen der rent faktisk behøver at foregå i køkkenet.

- Man har en tendens til at synes, at alt skal være i køkkenet. Men det er faktisk kun bioaffald, restaffald, plast og den slags, der behøver at være derude. Alt andet kan man jo bare sætte andre steder, foreslår hun.

Det kan eksempelvis være papir, pap og tøj, som kan sorteres og stå i gangen, under sengen, i et skur eller et andet sted.

I Tine Sodes køkken er der derfor kun tre spande: en til bioaffald, en til restaffald og en til alt det øvrige, som så sorteres ved de egentlige spande. Resten sorteres ikke i køkkenet. Papir og glas har eksempelvis en plads i kosteskabet.

Hun tilføjer, at affaldssorteringen heller ikke per definition skal gemmes væk i et skab. Det kan også være poser, der hænger på væggen eller døren.

- Der findes mange pæne løsninger, man kan lave selv eller købe sig til, fortæller hun.

Hvis du har tillagt dig en vane med tit at tage noget affald med, når du alligevel skal ud ad døren, kan du måske nøjes med nogle mindre beholdere.

Eller du kan overveje et sorteringssystem, hvor affaldet ligger frit eksempelvis i et reolsystem, så du let kan snuppe et par glas eller lidt pap med på vejen, lyder rådet i Københavns Kommunes folder fra 2024 "Inspiration til indretning af affaldssortering".

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek