Teheran, 05/03/2026 - 09:52
Iran: Vi har ramt et amerikansk tankskib i Den Persiske Golf
Ifølge iransk melding, som ikke er uafhængigt bekræftet, er amerikansk tankskib i brand i Den Persiske Golf.
Fadel Senna/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Irans Revolutionsgarde siger, at den har ramt et amerikansk tankskib i den nordlige del af Den Persiske Golf.
Det rapporterer iranske statsmedier ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag.
Skibet skulle være i brand ifølge den iranske militære organisation.
Meldingen er ikke uafhængigt bekræftet, og der er ikke umiddelbart yderligere informationer om omfanget af skader på skibet. Det fremgår heller ikke, hvilket skib det er.
Revolutionsgarden siger videre, at den i krigstider kontrollerer gennemsejlingen i Hormuzstrædet mellem Den Persiske Golf og Omanbugten.
Strædet er et af de mest trafikerede i verden. Omkring en femtedel af verdens samlede olieforbrug passerer gennem strædet, og uroen i regionen har ført til stigende oliepriser.
Irans udenrigsminister, Abbas Araghchi, har torsdag morgen sagt, at USA vil komme til at fortryde sænkningen onsdag af et iransk skib ud for Sri Lankas kyst.
87 lig er blevet fundet efter sænkningen af skibet "Iris Dena", oplyser myndigheder på et hospital i byen Galle i Sri Lanka og kilder i flåden ifølge Reuters.
I et opslag på X kalder den iranske udenrigsminister sænkningen "en ugerning på havet".
- Mærk jer mine ord: USA vil bittert komme til at fortryde den præcedens, det har skabt, skriver Araghchi.
Revolutionsgarden er en magtfuld militær styrke, der blev oprettet i 1979 for at beskytte præstestyret efter revolutionen.
Den opererer parallelt med Irans regulære hær og refererer direkte til Irans øverste leder.
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev dræbt lørdag i en alder af 86 år i et amerikansk-israelsk angreb.
Siden har Mellemøsten været præget af voldsom uro med både fortsatte angreb fra USA og Israel og iranske gengældelsesaktioner en lang række steder.
En begravelse for Khamenei er foreløbig udskudt under de fortsatte angreb i Irans hovedstad, Teheran, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Imens anses den afdøde ayatollahs søn Mojtaba Khamenei for at være favorit til at blive hans efterfølger ifølge flere internationale medier.
/ritzau/




