Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

New York City, 21/05/2026 - 00:43

FN-lande skærper landenes klimaforpligtelser

FN-lande bakker op om udtalelse, der kan åbne for erstatning til lande, der bliver ramt af klimaforandringer.

Af: /ritzau/AFP

FN's Generalforsamling har onsdag aften vedtaget en resolution, der skærper staters juridiske forpligtelse til at bekæmpe klimaforandringerne.

Det skriver nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Med resolutionen bakker FN-organet op om en rådgivende udtalelse, som kom fra Den Internationale Domstol (ICJ) sidste sommer.

Udtalelsen åbnede op for, at lande, der bryder deres klimaforpligtelser, kan blive pålagt at betale erstatning til de lande, der bliver påvirket negativt af klimaforandringer.

Det var FN's Generalforsamling, der anført af østaten Vanuatu, dengang havde anmodet ICJ om den rådgivende udtalelse om staternes ansvar for at overholde deres klimaforpligtelser.

Samtidig fastslår generalforsamlingen i tråd med den rådgivende udtalelse, at staterne er forpligtet til at reducere brugen af fossile brændstoffer og bekæmpe den globale opvarmning.

- De stater og befolkninger, der bærer den tungeste byrde, er meget ofte dem, der har bidraget mindst til problemet, sagde Vanuatus FN-ambassadør, Odo Tevi, forud for onsdagens afstemning.

- Vi er klar over, at nogle helst så, at denne forsamling sagde mindre eller slet intet. Skaden er reel, og den er allerede sket.

141 lande stemte for resolutionen, mens otte lande stemte imod. 28 lande undlod at stemme.

Blandt de lande, der stemte imod, var USA, Rusland og Iran, der alle er store eksportører af gas og olie.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek