Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 04/03/2026 - 07:35

OVERBLIK: Regeringer kæmper for at få borgere væk fra Mellemøsten

Regeringerne i Storbritannien, Frankrig og Tyskland har chartret fly for at få borgere ud af krigsramt område.

Stephane De Sakutin/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Flere europæiske regeringer arbejder på at få deres statsborgere væk fra Mellemøsten, efter at der er udbrudt krig.

Tusindvis af europæere har svært ved at komme væk, efter at USA og Israel lørdag indledte militære angreb på Iran.

Siden lørdag har Iran svaret igen ved at angribe mål i flere lande i Mellemøsten.

Mandag havde omkring 8000 danskere registreret sig på Udenrigsministeriets danskerliste i Mellemøsten.

Der er endnu ikke planlagt evakuering af danske statsborgere.

Her er et overblik over, hvordan flere landes regeringer arbejder på at få deres statsborgere væk.

* Storbritannien:

Et britisk chartret fly vil onsdag aften klokken 18.00 afgå fra Oman, skriver BBC. Udenrigsminister Yvette Cooper oplyste tirsdag på det sociale medie X, at flyet ville prioritere de mest sårbare. Der befinder sig omkring 130.000 britiske statsborgere i regionen.

* Tyskland:

Den tyske regering melder, at et tysk chartret fly onsdag vil afgå fra Oman. Rejsearrangøren TUI har oplyst, at det er begyndt at flyve strandede turister, der befandt sig på to krydstogtskibe i Golfen, tilbage til Tyskland via Dubai. Det skønnes, at der er 30.000 tyske statsborgere i Mellemøsten.

* Frankrig:

Præsident Emmanuel Macron sagde tirsdag, at Frankrig var begyndt at forberede evakuering af franske statsborgere. To flyafgange var planlagt til tirsdag aften. Der er omkring 400.000 franske statsborgere i regionen.

* Italien:

Italiens udenrigsministerium oplyste tirsdag, at det havde arrangeret to særlige kommercielle fly fra Oman til Rom for omkring 300 personer samt et fly fra Abu Dhabi. Onsdag er der planlagt endnu en flyafgang fra Oman.

* Spanien:

Spaniens udenrigsminister, José Manuel Albares, sagde tirsdag, at 175 spanske statsborgere var på vej med fly til Madrid fra Abu Dhabi. Flere afgange er planlagt fra De Forenede Arabiske Emirater, hvor der bor omkring 13.000 spaniere. De spanske myndigheder vurderer, at 30.000 spanske statsborgere befinder sig i konfliktområdet.

* Polen:

Polens premierminister, Donald Tusk, sagde tirsdag, at Polen forbereder en evakueringsoperation for polske statsborgere i regionen. Tusk oplyste, at der i øjeblikket befinder sig omkring 14.000 polakker i De Forenede Arabiske Emirater.

* Tjekkiet: Tirsdag landede et militærfly med omkring 40 passagerer i hovedstaden Prag. Det ankom fra Jordan. Efter planen skulle der være landet yderligere to fly senere på tirsdagen.

* Slovakiet og Rumænien: 100 slovakiske statsborgere og 300 rumænske statsborgere landede tirsdag. De blev hentet hjem via Egypten.

* EU: EU gik tirsdag i gang med at hjælpe medlemslandene Italien, Østrig og Slovakiet med at bringe borgere hjem fra Mellemøsten. Det sagde EU-kommissær for ligestilling, beredskab og krisestyring, Hadja Lahbib. De tre lande var de første, der bad om hjælp til at finansiere fly hjem fra regionen, forklarede hun.

Kilder: CNN, BBC, Reuters, AFP, dpa og AP.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek