Skanderborg, 06/08/2025 - 18:19
Smukfest dropper traditionsrigt nøgenræs i kano
"Caspers Kanoræs" har i mange år været en tradition på Smukfest, men i år er nøgenræset afskaffet.
Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Det vil i år ikke længere være muligt at se nøgne festivalgæster skynde sig ned i en kano og sejle om kap i Skanderborg.
Smukfest siger nemlig farvel til "Caspers Kanoræs", der har været en tradition på festivalen.
Det siger Smukfests indholdschef, Trine Bang.
- Vi kan se, at unge efterspørger alle mulige forskellige slags aktiviteter, hvor de ikke altid skal være på eller performe og være i spotlight, men også bare kan slappe af med deres venner, siger hun.
Nøgenræs fandt førhen sted i det område på Smukfest, der hedder Kærligheden. Området er frem til årets festival blevet lavet grundlæggende om.
- I den proces har det været nødvendigt at nedbryde nogle traditioner, så noget nyt kan opstå, fortæller Trine Bang.
Nøgenræset blev kaldt for "Caspers Kanoræs", der var en reference til en kendt scene i "Klovn The Movie". Her sejler Casper Christensens karakter nemlig også nøgen i en kano.
I år vil der i Kærligheden til gengæld være blandt andet alkoholfrie zoner og saunagus. Smukfest kommer desuden også til at teste nogle andre sportsformater som for eksempel høvdingebold.
- Det er skidesjovt, der kan alle være med, og der er ikke nogen, der bliver udstillet, siger Trine Bang.
- Vi har eksperimenteret i år, og så tror jeg, at der kommer nogle helt andre traditioner ud af det.
De nye tiltag i år er baseret på forskellige samtaler, de har haft med blandt andet unge mennesker.
- Vi kunne også bare høre, at de synes, at det er spændende, at der skal ske noget nyt, og at det ikke altid skal handle om krop og nøgenhed, siger Smukfests indholdschef.
Trine Bang siger, at de følger reaktionen på afskaffelsen af nøgenræset.
Festivalen laver blandt andet spørgeskemaundersøgelser efterfølgende for at se, hvad gæsterne generelt synes om årets afvikling.
Hun vil ikke udelukke, at nøgenræs på baggrund af det kunne komme tilbage i fremtiden.
- Smukfest har det sådan, at vi aldrig siger aldrig til noget som helst, siger hun.
Smukfest har sin første musikdag onsdag og løber af stablen frem til søndag 10. august.
/ritzau/