Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 16/05/2026 - 01:56

USA dropper planer om at sende 4000 soldater til Polen

For to uger siden besluttede USA at trække 5000 soldater hjem fra Tyskland efter konflikt med kansler.

Af: /ritzau/Reuters

USA dropper planerne om at udsende 4000 amerikanske soldater til Polen.

Det bekræfter Christopher LaNeve, der er den amerikanske hærs fungerende stabschef, under en høring fredag i forsvarsudvalget i Repræsentanternes Hus.

En unavngiven amerikansk embedsmand siger til Reuters, at de soldater, der skulle have været til Polen, i stedet kan komme andre steder hen.

For to uger siden meddelte USA's forsvarsministerium, at 5000 amerikanske soldater vil blive trukket hjem fra Tyskland. Ifølge en talsperson fra ministeriet vil det ske inden for de næste seks til 12 måneder.

Tilbagetrækningen af soldater fra Tyskland skyldes til dels en voksende splittelse mellem USA's præsident, Donald Trump, og lande i Europa om krigen i Iran.

Trump er vred over, at europæiske allierede ikke deltog i USA's og Israels krig mod Iran.

Det har udviklet sig til en ophedet konflikt mellem Trump og den tyske kansler, Friedrich Merz, efter at Merz sagde, at Iran ydmyger USA i forhandlinger om en løsning på krigen.

Trump har under begge sine embedsperioder i Det Hvide Hus truet med at reducere antallet af amerikanske soldater i Tyskland og andre europæiske lande.

Han har sagt, at han ønsker, at Europa tager et større ansvar for sit eget forsvar frem for at være afhængig af USA.

/ritzau/Reuters

TjekDet - faktatjek