Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 31/12/2024 - 09:00

Fra dronning til konge: Sådan gik året i kongehuset 2024

2024 blev historisk, da kong Frederik overtog tronen efter sin mor. Både kronprinsen og grev Nikolai fik desuden sagt farvel til hver deres uddannelse.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Af: Af Henriette Brøndum Neimann, Ritzau Fokus

- Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark.

Set med kongelige briller vil 2024 mest af alt blive husket for, at danskerne fik en ny regent i kong Frederik, der foran en proppet slotsplads kunne løfte sløret for sit valgsprog.

Den historiske melding om et forestående tronskifte kom i det, der skulle vise sig at blive dronning Margrethes sidste nytårstale.

- Jeg har besluttet, at det er nu, der er det rigtige tidspunkt. Den 14. januar 2024 - 52 år efter jeg efterfulgte min elskede far - vil jeg træde tilbage som Danmarks dronning.

- Jeg overlader tronen til min søn, kronprins Frederik, sagde dronning Margrethe 31. januar 2023.

14 dage senere skete det så: Ud på balkonen på Christiansborg Slotsplads i København trådte landets nye kongepar - kong Frederik og dronning Mary - og vinkede til de tusindvis af fremmødte.

Den modtagelse kommer han sent til at glemme, fortalte kongen senere i sit første interview som regent.

- At blive modtaget så smukt, så glædeligt og så hjerteligt på Christiansborg Slotsplads var en meget rørende oplevelse, som ramte mig dybest i hjertekulen, sagde kong Frederik til Ritzau i februar.

Det første år som regentpar er snart gået, og de kan se tilbage på et år, der har været en stor succes.

Det vurderer Lars Hovbakke Sørensen, som er historiker med særligt kendskab til kongehuset.

Han peger blandt andet på, at de har været rundt og tale med mange danskere og været i Grønland og dermed markeret, at det er et vigtigt område for Danmark og det nye kongepar.

Derudover mener Lars Hovbakke Sørensen, at det er værd at bemærke, at kong Frederik har fået endnu mere styr på ordene.

- Han er tit blevet kritiseret for ikke at være så god til at holde taler, siger han og vurderer, at der er sket en hel del i årets løb:

- Især i forbindelse med statsbesøgene. Her har der været flere lejligheder, hvor han skulle holde tale, og der har man helt klart kunnet se en udvikling i retning af, at han er blevet mere og mere sikker, i måden han gør det på, siger Lars Hovbakke Sørensen.

Få dage efter tronskiftet udgav den nye konge ud af det blå bogen "Kongeord", hvor han deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Den viste sig at blive så populær, at den efter blot to måneder på markedet blev en af de bedst sælgende bøger det seneste årti.

Kongehuset har i 2024 fået et markant økonomisk løft, så det kan blive moderniseret og fremtidssikret. Det besluttede et flertal i Folketinget i maj. Det betyder konkret i kroner og øre, at den samlede økonomiske ydelse stiger fra 126,5 millioner kroner til 143,8 millioner kroner årligt.

Med tronskiftet blev prins Christian ny kronprins.

Han kan kigge tilbage på et 2024, hvor han blev student fra Ordrup Gymnasium nord for København.

I anledningen af den festlige dag havde kronprinsen iklædt sig særdeles dyrt tøj, og det vakte opsigt.

Blandt andet bar han en skjorte fra Prada til 11.600 kroner, et dyrt Rolex-ur og sneakers fra mærket Lanvin til cirka 4100 kroner ifølge Ekstra Bladet.

Også hans søskende, prinsesse Isabella og tvillingerne prinsesse Josephine og prins Vincent, havde iklædt sig dyre mærker, skrev mediet.

Generelt skal kongefamilien finde en balance mellem udadtil at se præsentabel ud og undgå at demonstrere en livsstil med overforbrug.

- Det er en balance, som er vanskeligere for den nuværende generation, end den var for de foregående generationer, hvor der ikke var det her fokus på bæredygtighed, klima og genbrug, siger Lars Hovbakke Sørensen og fortsætter:

- Så det vil være en af de ting, som vil blive holdt øje med, og som man derfor som kronprins skal være meget opmærksom på, siger historikeren.

På den anden side af sommeren tog kronprinsen hul på en længere rejse i Østafrika.

Her arbejdede han i et naturreservat og havde "en oplevelse, jeg aldrig glemmer", som han beskrev det i et opslag delt på kongehusets Instagram-profil i november.

Kronprinsen er siden vendt retur til Danmark, så han kunne fejre jul med familien.

Til februar trækker han i trøjen for at aftjene sin værnepligt ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Apropos Instagram så blev 2024 året, hvor kongehusets officielle profil på det sociale medie rundede en million følgere.

Her delte man kort efter kronprins Christians 18-års fødselsdag i oktober 2023 en video fra festen, hvor dronning Margrethe overraskede ham med en optræden fra bandet Benjamin Hav & Familien.

Kongehuset delte efterfølgende en video på Instagram, hvor hans forældre, kong Frederik og dronning Mary, og hans tre søskende, prinsesse Isabella og tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine, ses danse og synge med i selskab med gallagæsterne.

Det blev kåret til Årets Klip ved 2024-uddelingen af EchoPrisen, som TV 2-kanalen Echo står bag.

Weekenden inden blev dronning Margrethe belønnet med en Robert-statuette for sine kostumer til Netflix-filmen "Ehrengard: Forførelsens kunst".

Mens dronning Margrethe har arbejdet i kulissen, var prinsesse Isabella foran kameraet i DR's julekalender, "Tidsrejsen 2", hvor hun havde en rolle med replikker.

Det har ikke været en fordel i castingen at være kongelig, understregede kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for B.T.

- Prinsesse Josefine har deltaget i castingen på fuldstændig lige fod med alle andre, og det samme gælder i forhold til produktionen af programmerne. Det har været en både spændende og god oplevelse for hende at medvirke i en tv-produktion, sagde Lene Balleby til avisen.

Den kongelige skuespiller var krediteret H.K.H. prinsesse Josephine på rulleteksten.

På den anden side af Atlanten bor prins Joachim og prinsesse Marie samt parrets to fællesbørn, 15-årige grev Henrik og 12-årige komtesse Athena, i Washington D.C. i USA.

Familien flyttede fra den franske hovedstad, Paris, til den amerikanske forbundshovedstad i 2023. I april gav parret interview til avisen The Washington Post, hvor de fortalte om den nye tilværelse.

- Vi har boet her i syv måneder nu, og de færreste ved, hvem vi er, bortset fra danskere, sagde prins Joachim til avisen.

I USA arbejder han som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade.

Den første tid i USA stod i familiens tegn for prinsesse Marie, hvor hun fokuserede på, at familien fandt sig til rette i det nye land.

Men i interviewet med The Washington Post fortalte prinsesse Marie, at hun er blevet involveret i organisationen Veteran Coalition International, som hjælper veteraner og deres familier.

Samtidig med at parret gør et stort stykke arbejde i USA, er der mindre fokus på dem inden for de danske grænser, siger Lars Hovbakke Sørensen.

- Herhjemme er der ikke plads til en masse prinser og prinsesser, som ikke rigtig har nogen rolle og funktion, lyder det fra historikeren.

- Men hvis de kan gøre et stort og vigtigt arbejde for Danmark i udlandet, er det en oplagt mulighed. Netop fordi vi har en samfundsudvikling, hvor det internationale og det globale i stigende grad bliver vigtigt, siger han.

Tilbage i 2022 valgte dronning Margrethe at fratage prins Joachims børn deres royale titler.

Det skulle give de fire søskende friere rammer til at skabe deres egen tilværelse uden at være begrænset af de særlige hensyn og forpligtelser, som et formelt tilhørsforhold til kongehuset indebærer, lød begrundelsen fra dronningen.

Imens mente prins Joachim, at hans børn var blevet gjort fortræd. Det sagde han i et interview med Ekstra Bladet.

I interviewet med The Washington Post var der dog ingen sure miner fra prinsens side. Han fortalte, at familien var kommet videre.

Hans hustru satte også ord på sagen:

- Vi var ikke glade for den måde, det skete på. Men det er en familieting. Det er kompliceret, sagde prinsesse Marie.

Måneden efter interviewet blev prins Joachim ifølge avisen JydskeVestkysten spottet i det syd- og sønderjyske.

Angiveligt var han i gang med tv-optagelser til et nyt program, hvor han og forfatter Steffen Jacobsen vandrer langs Hærvejen.

Prins Joachim har to børn fra sit første ægteskab med grevinde Alexandra - 25-årige grev Nikolai og 22-årige grev Felix.

Prinsens ældste søn afsluttede i juni sin uddannelse inden for Business Administration and Service Management på Copenhagen Business School (CBS).

Det er dog ikke kun erhvervsbøgerne, han har kastet sig over.

I de seneste år har grev Nikolai gjort sig bemærket for sit arbejde som model, og i flere udenlandske medier er han blevet beskrevet han som "fashion royalty".

Arbejdet har betydet, at han har været model for brands som Burberry, Dior, Cartier og Georg Jensen.

- Det ville være dejligt at kombinere mit business-studie med et andet aspekt af mode, som jeg allerede arbejder med, fortalte grev Nikolai til mediet GQ Australia i maj.

Han har siden gymnasietiden år dannet par med Benedikte Thoustrup, som han mødte på kostskolen Herlufsholm.

Også lillebroren grev Felix går på CBS, hvor han læser det samme som sin storebror.

Brødrenes mor, grevinde Alexandra, kan se tilbage på et år, hvor hun rundede et skarpt hjørne - nemlig 60 år.

I den forbindelse gav hun et større interview til Billed-Bladet, at hun havde fået mere plads til egne interesser som fitness, familie og veninder, efter at børnene er blevet voksne og selvstændige.

På kærlighedsfronten fandt hun to år efter skilsmissen fra prins Joachim sammen med fotografen Martin Jørgensen. Men efter otte års ægteskab gik de hver til sit.

Over for Billed-Bladet afviste hun ikke drømmen om et tredje ægteskab.

Men hvis den rigtige er der, skal fire parametre være på plads for et sundt parforhold ifølge grevinden, som har oplevet at blive bedraget: ærlighed, autenticitet, at være sig selv og god kommunikation.

- Jeg har gennem årene været der for mange andre og har nu mulighed for at være mere egoistisk og bare date lidt rundt og nyde at lære andre at kende. Der er mange skønne mennesker derude, jeg har lyst til at møde, sagde grevinde Alexandra til ugebladet.

/ritzau/

København, 01/01/2026 - 20:27

OVERBLIK: Det nye år fejres med en stribe kongelige nytårskure

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

I det nye år er kongeparret vært for en række nytårskure på Amalienborg og Christiansborg.

Kong Frederik og dronning Mary har fortsat traditionen efter dronning Margrethe og markerer det nye år ved at afholde en række nytårskure og -tafler.

Selv om dronning Margrethe ikke har været regent i de sidste to år, afholder hun også en enkelt officiel nytårskur.

Her kan du læse om de kongeliges nytårsprogram:

* 1. januar: Klokken 20 afholder kongeparret nytårskur og -taffel for regeringen, Folketingets formand, andre repræsentanter for det officielle Danmark og hoffet.

Nytårskuren finder sted i Christian VII's Palæ på Amalienborg.

Fra kongehuset deltager - ud over kongeparret - kronprins Christian, dronning Margrethe, prins Joachim, prinsesse Marie og prinsesse Benedikte.

* 5. januar: Klokken 09.30 holder kongeparret nytårskur for landets højesteretsdommere, Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets officerskorps i Christian VII's Palæ.

Som noget nyt afholder kongeparret senere samme dag klokken 10.30 i Christian VIII's Palæ nytårskur for borgmestre og regionsrådsformænd.

Senere på dagen klokken 14 er det diplomatiske korps inviteret til kur på Christiansborg Slot.

* 6. januar: Fra klokken 09.30 afholder kongeparret nytårskur for officerer fra Forsvaret og Beredskabsstyrelsen og indbudte repræsentanter for større landsorganisationer og de kongelige protektioner.

Nytårskuren afholdes på Christiansborg Slot.

* 9. januar: Klokken 15 afholder dronning Margrethe nytårskur for dronning Margrethes protektioner. Det sker i Christian IX's Palæ på Amalienborg.

* De kongeliges tradition med at holde nytårskur er gammel. Man skal helt tilbage til kong Frederik III, der var konge fra 1648 til 1670.

* Fra hans tid - og måske endnu tidligere - blev der holdt offentligt kongeligt taffel nytårsaften. Det indebar, at alle var velkomne på det daværende kongeslot, Københavns Slot.

* De indbudte borgere deltog dog ikke i spisningen, men måtte stående overvære, at kongefamilien og hoffet spiste nytårsmiddag.

Kilde: Kongehuset.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 01/01/2026 - 20:08

Dronning Margrethe bærer grønlandsk guld på hovedet ved nytårstaffel

Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Kong Frederik er torsdag vært for den traditionsrige nytårskur for anden gang, efter at hans mor abdicerede.

Politikerne ankommer torsdag aften i en lind strøm til den traditionsrige nytårskur på Amalienborg i det indre København.

Det gælder blandt andre SVM-regeringens tre hovedpersoner, Lars Løkke Rasmussen (M), Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Lars Løkke bliver af DR foreholdt de dårlige meningsmålinger, der i øjeblikket kredser om hans parti.

- Jeg går ind i et arbejdsår, siger han og understreger, at han vil arbejde på at bevise sit partis berettigelse.

Mette Frederiksen bliver spurgt ind til den nytårstale, som hun har holdt forud for taflet.

Her blev der blandt andet lovet fødevarechecks til udvalgte grupper for at imødekomme de stigende fødevarepriser.

Om der er tale om valgflæsk forholder hun sig ikke direkte til.

- Der er altid kritik. Jeg gør det, der er bedst for vores land, siger hun til DR.

Næste folketingsvalg skal senest være afviklet til efteråret i år.

Gæsterne deltager alle i kong Frederiks anden nytårstaffel, hvor han er i værtsrollen. Den tjans overtog han fra dronning Margrethe, der abdicerede for knap to år siden.

Som en af de sidste gæster ankommer dronning Margrethe lidt før klokken otte foran Christian VII's palæ.

På hovedet har hun diademet "Naasut", som er af grønlandsk guld.

Kongeparret ankommer få minutter efter som de sidste til taflet.

Traditionen med et nytårstaffel stammer helt tilbage fra 1600-tallet.

Her blev det afholdt nytårsaften, hvor folk stillede sig op i rækker langs væggene for at overvære, at den kongelige familie og hoffet spiste nytårsmiddag.

Torsdag er der blomkålssuppe, grønlandsk snekrabbe og vildandebryst på menuen.

Amalienborg slår dørene op for indbudte gæster igen den 5. januar, hvor der afholdes nytårskur for blandt andre højesteretsdommere og Den Kongelige Livgardes og Gardehusarregimentets Officerskorps.

Dagen efter danner Christiansborg Slot ramme om nytårskur for officerer fra Forsvaret, Beredskabsstyrelsen og repræsentanter for større landsorganisationer.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 11:00

Dine pensionskroner kan ende i våben

Khaled Desouki/Ritzau Scanpix

Hvis du ikke ønsker, at din pensionsopsparing bliver investeret i forsvarsindustrien, kan du typisk fravælge våben.

De fleste danskere indbetaler til en pensionsopsparing, som bliver investeret, så den kan vokse.

For mange pensionskunder indebærer det i dag i højere grad end tidligere også investeringer i forsvarsindustrien og våben. Og det bør man være klar over som kunde.

Sådan lyder det fra underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension Tom Vile Jensen.

- Hvis man har en holdning til det, vil jeg råde til, at man kontakter sit pensionsselskab og spørger ind til sine muligheder, siger han og fortsætter:

- Investorer i det private har tidligere holdt sig helt fra atomvåben blandt andet på grund af FN's traktat om forbud mod atomvåben, der trådte i kraft i 2021. Men ingen Nato-lande - heller ikke Danmark - har underskrevet eller ratificeret den, siger han.

Ifølge Nato er atomvåben en central del af alliancens forsvar som et afskrækkelsesmiddel.

Selv om Danmark ikke har underskrevet traktaten, vurderer Tom Vile Jensen, at den har fået pensionsselskaber herhjemme til at afholde sig fra investeringer i dele af forsvarsindustrien.

For eksempel har landets største pensionsselskab, PFA, tidligere haft en politik om ikke at investere i selskaber, der producerer komponenter til atomvåben.

Men den politik er siden blevet lempet, fortæller Rasmus Bessing, der er PFA's direktør for ansvarlige investeringer.

- Vi lever i en verden, som er under forandring - særligt efter Ruslands invasion af Ukraine. Når verden forandrer sig, skal vi følge med for fortsat at være relevante i den virkelighed, vi agerer i, siger han.

- Der er i Europa bred enighed om, at vi skal tage bedre hånd om vores egen sikkerhed. Som en del af den udvikling har vi tilpasset vores investeringspolitik, så vi i højere grad kan investere i den europæiske forsvarsindustri.

Tidligere var to tredjedele af PFA's investeringer amerikanske. Ifølge Rasmus Bessing udgør USA og EU nu cirka 50 procent hver.

- PFA kan nu investere i eksempelvis Airbus, Boeing og Dassault Aviation, hvor en lille del af omsætningen kommer fra dele til atomvåben. For eksempel leverer Airbus dele til det franske atomforsvar.

Han understreger, at der fortsat ikke bliver investeret i konventionsstridige våben, såsom klyngebomber samt biologiske og kemiske våben.

Som pensionskunde har man typisk mulighed for at sige nej til våben.

- Hvis man ikke ønsker, at ens pensionsopsparing skal bruges til investeringer i våben, kan man vælge vores Klima Plus-produkt, som er fri for våben, siger Rasmus Bessing og uddyber:

- Fravælger man våben, betyder det ikke, at man vil få et dårligere afkast. Målet er, at opsparingen skal vokse på samme måde, uanset om man vælger at investere i våben eller ej.

Hos Danica Pension er synet på investeringer i forsvarsindustrien også gradvist blevet ændret. Det forklarer investeringsdirektør Poul Kobberup.

- Selv om vi investerer mere i forsvar, sker det fortsat ansvarligt og med nøje etiske overvejelser. Alle vores investeringer skal stadig leve op til ESG-kravene, siger han.

Det betyder, at der skal tages hensyn til miljø, sociale forhold og god selskabsledelse.

- Ligesom andre pensionsselskaber tilbyder vi et produkt, der er helt fri for investeringer i forsvar og våben. Hos os hedder det Ansvarligt Valg, siger Poul Kobberup.

Han tilføjer, at uanset om investeringen er med eller uden våben, vil den gå op og ned, men over tid skulle opsparingen gerne vokse.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 29/12/2025 - 09:00

Stjernekastere og hundepropper truer også nytåret

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Manglende sikkerhedsbriller og for kort afstand til fyrværkeri sender hvert år flere hundrede nytårsfejrende på skadestuen. Det gælder også børn under 18 år.

Fra batterier til stjernekastere - alle typer af fyrværkeri kan give skader, der kan gøre nytårsfejringen væsentligt mindre festlig.

I de to døgn omkring nytår sidste år kom 209 personer til akut behandling på grund af skader efter fyrværkeri, viser tal fra Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital.

Mere end en tredjedel af alle fyrværkeriskaderne ramte børn og unge under 18 år.

- Tallene fra sidste år bekræfter os desværre i, at der stadig er behov for at have fokus på specielt børn og unge og deres sikkerhed omkring fyrværkeri, siger Helle Andersen, der er teamleder i Sikkerhedsstyrelsen.

For at klæde både børn og unge på til at håndtere fyrværkeri kan du forklare og fortælle om sikkerheden, siger Helle Andersen.

- Det er en rigtig god idé at tage fat i de fem fyrværkeriråd, som vi har udformet, siger hun.

Sikkerhedsstyrelsen råder til, at du altid bruger beskyttelsesbriller og kun bruger godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.

Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden. Hold sikkerhedsafstand, og læn dig ikke ind over fyrværkeriet. Og så må du aldrig gå tilbage til en fuser, lyder rådene videre.

Men ifølge teamlederen er det mindst lige så vigtigt, at du som voksen er en god rollemodel, når nytårskrudtet skal skydes af.

- Vores børn afspejler os forældre i alt, hvad vi gør. Husk også som voksen at tage sikkerhedsbriller på. Husk at holde afstand, og at du som voksen heller ikke skal tænde fyrværkeri i hånden, siger Helle Andersen.

Selv om du ikke har indkøbt store batterier eller kraftfulde raketter, skal du stadig være påpasselig.

For hundepropper, stjernekastere eller isfontæner, som kan bruges indendørs, er også fyrværkeri, understreger Helle Andersen.

- Tag en simpel ting som en stjernekaster: Den har vi alle stået med i hånden, men den kan faktisk blive op til 1000 grader varm.

- Et par små børnefingre skal i hvert fald ikke i nærheden af sådan en flamme, siger teamlederen.

13 børn under ti år kom ved overgangen til 2025 til akut behandling på grund af såkaldt indendørs fyrværkeri.

Ud over at være et godt eksempel for familiens yngste medlemmer skal du også sikre, at nytårets fyrværkeri er godkendt.

- Det er vigtigt, at man som forældre sørger for, at det er lovligt fyrværkeri, man har i husstanden, siger Helle Andersen.

Du kan tjekke, om dit fyrværkeri har et CE-mærke, en brugsanvisning på dansk og en anbefaling til sikkerhedsafstand.

Hvis disse tre oplysninger er at finde på fyrværkeriet, er der ifølge Sikkerhedsstyrelsen mindre risiko for, at det er ulovligt.

Tal fra sidste år viser, at 73 procent af de tilskadekomne ikke brugte beskyttelsesbriller.

Og det er ikke kun, hvis du selv skal antænde fyrværkeriet, at øjnene skal beskyttes.

Hvis du blot skal nyde synet af de farverige raketter, skal brillerne også på, lyder det fra Helle Andersen.

- Fyrværkeriet kan opføre sig uventet eller være fejlbehæftet. Når man står og kigger op, risikerer man også, at nedfaldsrester fra raketter kan gøre skade, siger hun.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek