Moskva, 18/08/2025 - 07:47
20 meldes dræbt i brand på produktionsanlæg i Rusland
Det fremgår ikke af russiske medier, hvad der har forårsaget branden, hvor mange er dræbt i Rjazan-regionen.
State Emergency Service Of Ukrai/Reuters
Af: /ritzau/
Dødstallet fra en eksplosion på et produktionsanlæg i Ruslands Rjazan-region fredag er steget til mindst 20, og yderligere 134 personer er såret.
Det rapporterer det statslige russiske nyhedsbureau Ria mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters. Ria citerer den lokale redningstjeneste.
- Per 18. august er 20 personer døde som følge af nødsituationen, lyder det fra den lokale redningstjeneste i et opslag på beskedtjenesten Telegram.
- Der er 134 sårede, hvoraf 31 patienter er indlagt på hospitaler i Rjazan og Moskva, mens 103 patienter er i ambulant behandling.
Det opjusterer dermed dødstallet fra lørdag, hvor russiske myndigheder oplyste, at 11 personer var blevet dræbt. Det lød videre, at 130 personer var såret.
Rjazans guvernør, Pavel Malkov, sagde fredag, at hændelsen var udløst af en brand, der brød ud i et værksted på fabrikken.
Det har siden ikke fremgået af russiske medier, hvad der har forårsaget branden, eller hvad anlægget nøjagtig producerer. Nogle russiske medier rapporterede efter hændelsen, at eksplosionen var forårsaget af krudt, som brød i brand.
Ukrainske droner har tidligere angrebet militær og økonomisk infrastruktur i Rjazan-regionen, skriver Reuters.
Officielle russiske kilder har siden fredag ikke givet detaljer til Reuters, ud over at man har arbejdet på at finde og behandle de sårede.
Tidligere natten til mandag lød det ifølge Ria fra Ruslands forsvarsministerium, at Ruslands luftforsvar havde destrueret 23 ukrainske droner natten over.
Ukraine og Rusland har været i krig siden februar 2022, hvor Rusland invaderede nabolandet.
Samtidig med meldingerne om branden i Rusland er der kommet meldinger fra Ukraine.
Det lyder fra Ukraines statslige redningstjeneste, at en stor brand er brudt ud på et brændstof- og energiforsyningsanlæg i den sydlige Odesa-region.
Ifølge foreløbige oplysninger er der ingen tilskadekomne i branden, lyder det fra redningstjenesten på Telegram.
/ritzau/Reuters