Graz, 11/06/2025 - 06:10
Tusindvis deltog i mindehøjtidelighed i Østrig tirsdag aften
Efter at ti personer blev dræbt i skyderi tirsdag i Graz i Østrig, blev der afholdt en mindehøjtidelighed.
Darko Bandic/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tusindvis af især unge mennesker deltog tirsdag aften i en mindehøjtidelighed i Østrig efter et skoleskyderi, hvor 10 personer blev dræbt.
Det skriver BBC.
I byen Graz, hvor skyderiet fandt sted, samlede folk sig i løbet af aftenen foran et springvand, som ligger ved rådhuset. De tændte stearinlys, græd eller stod et øjeblik og bad.
Derefter gik de langsomt frem for at give lys til frivillige, som omhyggeligt placerede lysene på trapperne foran springvandet.
Springvandet, der hedder Ærkebiskop Johann-springvandet, er kendt som hjertet af den gamle bydel i Graz.
Men tirsdag aften blev det et symbol på sorg og solidaritet med ofrene, skriver BBC.
Der er udråbt tre dages landesorg i Østrig som følge af skyderiet, og onsdag klokken 10 vil der blive holdt et minuts stilhed i hele landet til minde om ofrene.
Flagene på præsidentpaladset Hofburg i Wien, hvor præsident Alexander Van der Bellen har sit kontor, vil blive hejst på halv stang.
Skolen, hvor angrebet fandt sted, vil indtil videre holde lukket, har Østrigs undervisningsminister, Christoph Wiederkehr, sagt.
Angrebet fandt sted tirsdag på en skole. Ti personer blev dræbt. Den formodede gerningsperson tog ifølge politiet sit eget liv på et toilet på skolen efter skyderiet.
Desuden er 12 personer såret, lød det under et pressemøde med landets myndigheder.
Den formodede gerningsperson er ifølge myndighederne en 21-årig østrigsk mand, der er tidligere elev på skolen.
Politiet bekræftede over for den fremmødte presse, at den formodede gerningsperson ikke var kendt af politiet før dagens angreb.
Han var bevæbnet med en pistol og et haglgevær under angrebet.
Politiindsatsen i forbindelse med angrebet gik i gang omkring klokken 10 om formiddagen efter de første meldinger om skyderi på skolen.
Både politi og specialenheder var talstærkt til stede.
Omkring klokken 11.30 skrev politiet i en opdatering på X, at situationen var under kontrol.
De fleste af ofrene var elever, skrev det østrigske nyhedsbureau APA tirsdag.
Der er endnu ingen oplysninger om, hvad politiet mener, at gerningspersonens motiv var.
/ritzau/