Næstved, 26/02/2026 - 17:19
Politi fandt knap 1400 skunkplanter på ejendom
Skunkplanter svarende til 39 kilo marihuana blev onsdag destrueret. En 24-årig mand er anholdt.
Af: /ritzau/
Onsdag formiddag rykkede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ud til en ejendom lidt uden for Næstved efter en anmeldelse om, at der muligvis blev dyrket skunk på adressen.
Den antagelse viste sig at være korrekt, for på adressen fandt betjentene et skunkvæksthus med i alt 1387 planter i flere størrelser fordelt i flere bygninger.
Det fremgår af døgnrapporten fra politikredsen torsdag.
Om eftermiddagen kom en 24-årig til ejendommen. Han blev anholdt og sigtet efter straffelovens bestemmelse om euforiserende stoffer.
På adressen fandt politiet også lamper, ventilatorer, udsugning, potter og jord, der menes at have været udstyr til skunkdyrkningen.
De knap 1400 planter svarer til 39 kilo marihuana. De blev destrueret i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.
Den 24-årige mand blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Næstved torsdag eftermiddag klokken 13.30.
Han er foreløbigt blevet varetægtsfængslet i fire uger, oplyser vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Kasper Skotte kort efter klokken 17.00.
/ritzau/




