Washington D.C., 02/03/2026 - 18:15
Trump: Angreb mod Iran var sidste og bedste chance
Trump beordrede angreb mod Iran for at forhindre Irans atomprogram og et ballistisk missilprogram, siger han.
Af: /ritzau/
Ifølge USA's præsident, Donald Trump, er de amerikanske angreb mod Iran den "sidste, bedste chance" for at ramme landet.
Det siger han under en medaljeceremoni i Det Hvide Hus mandag.
Her uddyber Trump desuden, at han beordrede angrebet, der startede i weekenden, for at forhindre Irans atomprogram og et ballistisk missilprogram, som ifølge Trump voksede hurtigt.
- De var vores sidste, bedste chance for at angribe, hvilket vi gør lige nu, og eliminere de uacceptable trusler som dette syge og truende regime udgør, siger Trump ifølge nyhedsbureauet AFP.
USA og Israel angreb lørdag Iran, og senere blev det bekræftet, at den øverste iranske leder var blevet dræbt.
Flere andre iranske topfolk meldes desuden dræbt.
Siden er angrebene fortsat i Iran, mens Iran også har rettet angreb den anden vej mod Israel, golfstater og amerikanske baser.
Mindst 555 mennesker er blevet dræbt i Iran, siden USA og Israel begyndte angreb mod landet. Det oplyser Røde Halvmåne i Iran mandag morgen ifølge nyhedsbureauet AFP.
Røde Halvmåne er søsterorganisation til Røde Kors.
Fire amerikanske soldater er desuden bekræftet dræbt.
Under medaljeceremonien i Det Hvide Hus siger Trump, at han sørger over tabet af soldaterne.
/ritzau/




