Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 16/05/2026 - 09:59

Trump vil bruge våbenpakke til Taiwan i forhandlingsspil

En våbenpakke, der afventer godkendelse, er ifølge USA's præsident "et rigtig godt forhandlingsobjekt".

Af: /ritzau/

En stor våbenhandel med Taiwan er blevet led i et forhandlingsspil med Kina.

Det siger USA's præsident, Donald Trump, i et interview med Fox News, efter at han fredag afsluttede et besøg i Kina.

I flere måneder har Taiwans regering ifølge blandt andet New York Times ventet på, at Trump skulle underskrive en våbenpakke til en værdi af 14 milliarder dollar med missiler og antidronesystemer.

Efter et besøg i Kina siger Trump, at den kan bruges til at presse den kinesiske regering.

- Jeg har sat den i bero, og det afhænger af Kina, siger Trump til Fox News om våbenpakken.

- Den er helt ærligt et rigtigt godt forhandlingsobjekt for os, fortsætter han.

På trods af at USA og Taiwan ikke formelt har diplomatiske forbindelser, er amerikanerne den vigtigste støtte for Taiwan, som Kina ser som sit territorie.

I en lov fra 1979 - the Taiwan Relations Act - forpligtede USA sig blandt andet til at støtte Taiwan med våben.

Men de seneste udtalelser har bidraget til usikkerhed om omfanget af fortsat amerikansk støtte.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek